71. Livet som en Sejlads
Gammel Folkemelodi.
Gammel Folkemelodi.
Hvad vindes paa Verdens vidtløftige Hav?
O, tusende Farer i skummende Trav!
Man véd kun to Havne,
bekjendte af Navne,
den ene vor Vugge, den anden vor Grav.
Fra Vuggen til Graven maa krydses omkring
blandt Haabets og Frygtens de stridige Ting:
snart vippe vi oppe
paa Bølgernes Toppe,
snart nærmes vi Grunden i flyvende Spring.
Her fristes Ustadigheds Ebbe og Flod,
én Vagt er saa ond, som en anden er god;
hver Time i Glasset,
hver Streg paa Kompasset
forandrer, forhøjer, fornedrer vort Mod.
Saa hidser en Medbør det nedrige Sind,
ja puster i Hjærtet Dumdristighed ind;
vil Farten kun føje
vor Attraa, vort Øje,
strax blæses vi op af en ønskelig Vind.
Saa slipper Frygtagtighed Roret i Hast,
naar Forstavnen dukker for Bølgernes Kast;
naar Vindene suse
og Vandene bruse,
saa skrækkes vi strax for en knagende Mast.
Dit Forsyn, o Fader! det fører os hjem,
det styrer saa sikkert, hvor Søen er slem;
vor Gisning kan fejle,
hvor vi end vil sejle,
selv stavner vi mere tilbage end frem.