Ambrosius Stub (1705–58)

Angang

Af nogle under Trykken tilsendte

Gudelige Arier

Pf. 73. v. 25.

1.
Jeg seer dit Konstverk, store Gud,
        Du est alviis, almægtig,
Al Verden blev jo ved dit Bud
        Af intet viid og prægtig;
                Men dette store Alt
                I Omkreds og Gestalt
        Er dog i Sielens Öye slet
        Mod dig, som eene skabte det.

2.
Jeg seer det vidt udstrakte Rum,
        Den cirklet Himmel Bue,
Dens Lamper uden Tal og Sum
        I ubegreben Lue;
                Mit Syn forlystes nok
                Ved deilig Stierne-Flok
        Men Sielen venter sikkerlig
        Sin Himmel-Glans og Soel i dig.

3.
Jeg seer en Jord en grundfæst Bold
        I dette store Runde,
Fyldt op med Forraad tusind Fold
        For alle Liv og Munde,
                Din Rundhed gav mig meer,
                End jeg fornöden seer;
        Men var al Jorden skabt for mig,
        Jeg var dog Arm foruden dig.

4.
O kiere Gud din Aand, dit Ord
        Er her mit Liv i Live;
Men hvad er Himmel eller Jord,
        Naar jeg hos dig kan blive?
                Min Længsel, Lyst og Agt
                Er op fra Verdens Pragt.
        Lad Verden have sit for sig,
        O lad mig bare have dig.