Oprigtige Veninder,
Som svige ei, naar Iis og Snee
Med Vintren sig indfinder,
Men da just kierligst mod mig lee!
I ægte Billeder
Paa Venskabs Trofasthed i Nødens kolde Dage,
Ved eders Syn Philanders Værd
Jeg kan med trefold Seier smage.
Naar Skovens Krone tabes
Og ligger visnet ved dens Fod,
Naar øde Ørkner skabes
Hvor skiønne Paradiser stod’;
Naar umedlidende
Den barske Boreas Naturens Pragt udsletter,
Og lutter Ødelæggelse
Bedækker Bierg og Dal og Sletter;
Da ad landflygtig Sommer
I vinke mildt udi hans Nød;
Og iilende han kommer
Og giemmer sig i eders Skiød.
Han løfter Hovedet,
Og gotter sig ved den erholdte Fristads Varme,
Og hører igiennem Vinduet
Sin udelukte Fiende larme.
Her Hyachinthen smiler,
Hist brænder Gyldenlakkens Knop,
Der Tuliproden hviler
Som snart skal spire malet op.
Nu stiger blodbestænkt
En Nelik frem af sit lysgrønne Moderbæger,
Mens Rosmarinen uforkrænkt
Med Vaarens Farve Øiet qvæger.
Jeg Gratier seer dandse
I min Indbildnings Urtegaard,
Og alle Floras Krandse
Er’ fletted’ ind i deres Haar.
Hvis derhos Fløitens Lyd
Ledsager Chloes Sang til mit henrykte Øre,
Da smelter jeg i stille Fryd,
Og Nattergalen troer at høre.
Min Siel! du selv har Evne
At skabe dig en evig Vaar;
Hvad Lykke kan du nævne,
Som jo af dig sin Farve faaer?
Paa Hofmands stolte Bryst
Mon en broderet Soel kan Glædens Blomster drive?
Nei, neu, en sand og varig Lyst
Maa Hiertet selv forstaa at give.
Tak skee dig, som mig lærte
Hvad der er sand Lyksalighed:
Viig aldrig af mit Hierte
Guddommelige Nøisomhed!
Dit Tempel skal min Barm
Og jeg din Offerpræst og Søn og Yndling være,
Og min Camoene froe og varm
Skal synge Hymner til din Ære.