Du Verdners Skræk! hvo kan for dig
Og for din Torden staae?
Hvad? Trodser dog en Dødelig?
Gud vinker, vi forgaae.
Han leirer sig i Mulm og Nat,
Alt zittre Folkene:
Hans Stoel er trindt omkring besat
Med Hevnens Tienere.
Fra beegsort Skye hans stærke Arm
Rød Lynild slynger ned,
Og Tordner styrte for hans Harm
I Svovelsøer ned.
Da rave Jordens Pillere,
Da synker Stad og Land;
Da skielver alt det Levende
I Støv og Luft og Vand.
Naturen kiender da igien
Med Gysen sin Monark,
Naar Flammer slaae om Himmelen,
Og om den viide Mark.
Hvo frelser da mig usle Støv,
Hvis han som reiser sig
Og plukker Verdner af som Løv,
Ei naadig skaaner mig?
Vor Gud er idel Kierlighed,
Selv naar han synes streng;
Han hersker med Langmodighed,
Og knuser ei i Flæng.