Jeg gik mig i Rosenslund,
jeg agted de Djur at bede,
men der mødte mig i samme Stund,
den jeg ej efter monne lede;
saa kan der meget hænde
fra Morgen inden Aften monne komme,
thi er det bedre at vende,
end føre den Gerning til Ende,
der mere skade end fromme.
Om nogen sig kunde skikke saa,
at han hver Mand kunde tjene,
dog hver Mands Gunst skal han ej faa,
det tør han aldrig mene;
thi den, som du gør bedst imod,
han skal dig snarest skænde,
thi hvo er nu hinanden god,
den ene den anden træder under Fod,
være sig enten Frynd eller Frænde.
Hvo Ræv med Ræve skal fange,
han skal sig vel omse,
thi Klaffer i Verden ere mange,
tro ej hver, ad dig monne le;
de ere ikke end alle de bedste,
de række dig højren Haand;
var dig for onde Gæste,
Forræd’re ere nu de meste,
alt baade hos Kvinde og Mand.
Akkelej’ er vel en smukker Urt,
hun haver dog ingen Lugt;
saa er der mangen der ved vel purt
sine Ord at farve smukt,
og lover dig godt med Tungen,
og mener der intet af;
det er altsammen af Lungen,
han sætter dig paa en Gunge,
saadan er al Verdens Venskab.
Nu vil jeg tage mig fore,
og fatte et andet Sind,
for ingen mig aabenbare,
paa Guds Frygt lægge Vind;
naar Venner de os undfalde,
saa staar Gud altid bi,
om vi hannem trolig paakalde;
hans Navn være æret for alle,
han er vor Skytsherre fri.
Christ, Himmels og Jordens Herre,
unde mig din Naade dertil,
med din Aand mig regere,
derom jeg dig bede vil;
jeg maate min Tid saa slide
i denne Verden hen;
jeg siden hos dig monne bide
i Himmerig til evig Tide,
Gud unde mig det. Amen.