Druernes Kræfter presses til vor Glæde,
Bægret bør stille forudfattet Vrede,
Preussiske Sabler og de Bøhmske Glasse
Sammen ei passe.
Lad dem i røget Krog kun see og høre
Øllede Bonde banke Ryg og Øre,
Lavet ophæves med en reved Trøie,
Sorteblaat Øie.
Trættekier Valdris Brude-Bord lad vælte;
Og med sin Naboe spende Kniv-fuldt Belte:
Slipper, I Venner! naar I ville drikke,
Barbarers Skikke.
Viin ei for grove Elephanter voxer,
Ved den de rase, som mandolme Oxer.
Skulde den milde Drue os ophidse,
Ligesom disse?
Viinen er dog til Misbrug alt for værdig,
Bachus, at høre Grovhed, for bluefærdig;
Sang bør ei vendes til pandurisk Raaben,
Glasset til Vaaben.
Bidende Gloser, spottefulde Stræger
Sindet til Had og Vrede let bevæger,
Høflighed Bachus, naar han vilde skiemte,
Aldrig forglemte.
Aanderig Bachus, Viins og Venskabs Fader,
Hopper om Bordet mild i Ord og Lader,
Haanden bestænkt med Drueblod, bevæger
Skummende Bæger.
Bachus først tæmte Morlands vilde Tigre,
Glubende Løver saaes for ham at smigre,
Villigen Udyr, Ørkens rivske Rædsel,
Bare hans Bidsel.
Fæderne boede hver i skræksom Hule,
Tvungen for andre Sind og Boe at skiule,
Bachus først samled, og gav Selskabs Gilde-
Love de Vilde.
Bachus i Glasset drukner harmfuld Jammer,
Bachus med Glasset driver nidske Klammer,
Bachus ved Glasset med udstrakte Armer
Venskab opvarmer.
Venner! til Lavet I paa ny mig byde,
I vil mit Sind med Viin og Venskab fryde.
Stiller først, Kiere! den vanhellig Skraalen,
Før jeg taer Skaalen.
Talen er dog i Selskab ei vilkaarlig,
Skiemt bør ei være grov, og for alvorlig,
Os kan den viise Tejisk Gubbe lære,
Som vi bør være.
Han sang om Viin og Kierlighed, fornøiet
Sang han til Elskov Viin, til Venskab, føiet,
Munter og skiemtsom, varlig, men dog ærlig,
Ingen besværlig.
Jomfruer saaes om ham i Rad at dandse,
Kydskeste Hænder flettede ham Krandse,
Gamle som Broder, og som Viisdom Lærer
Unge ham ærer.