Naar Vaaren Himmelen oplukker
Og alt det Skiønne kommer ned,
Jeg Dalens første Blomster plukker
Med haabefuld Frimodighed;
Derpaa jeg til en Krands dem binder
Mens mangen Taare triller hen,
Dog ak! jeg aldrig Modet finder
At række Seraphine den.
Jeg sidder under Buskens Skygger,
Hvor Hannen glad og kielen slaaer,
Mens Hunnen pæne Rede bygger
Og villig hver en Lyd forstaaer:
Jeg ogsaa mangen Sang istemmer,
Som tolker Hiertets ømme Trang,
Men naar jeg Hende seer, da glemmer
Jeg ak! igien min bedste Sang.
Hvor mangengang har jeg ei meenet,
Hun ikke var af jordisk Æt,
Saaledes blev jeg tidt forsteenet
Ved hendes Aasyns Majestæt:
Da vilde jeg andægtig falde
For al den kolde Høihed ned,
Og hende kun i Bøn paakalde
Med bævende Ærbødighed.
Men naar da hendes Smiil oplukker
En himmelsk Udsigt af Behag,
Da jeg til kielen Sang udsukker
Igien hvert fængslet Aandedrag.
Da brister alle mine Lænker,
Som Stormen er jeg stærk og fri,
Jeg hvert et Værk som mueligt tænker,
Alt herlig ved mit Sværmerie.
Da vil jeg skue Naturens Ynde
I hendes stolte Verdenspragt,
Og i min bedste Sang forkynde
O Skiønhed! Elskov! eders Magt.
Men pludselig igien formørker
I hendes Smiil sig Haabets Glands,
Ei mere Elsker, ak! kun Dyrker,
Jeg frygtsom skiuler Sang og Krands.
Og saa jeg mellem Elskov svæver
Og mellem Andagt hen og her,
Jeg neppe elske tør, da bæver
Jeg ned, og kun Tilbeder er.