Elskovsridderen
Romanze.
Romanze.
I Castilien fremspiller
Tajoflodens Kildevæld,
Over kostbar Guldsand triller
Den i Myrteskygger hen.
Giennem Kongeriger flyder
Tajofloden, dyb og bred,
Fiernt den sig i Havet gyder,
Intet Øie seer den meer.
Dog naar Alcantara’s Fruer
Paa Guldrammen dandser hen,
Og i Himlens Speil nedskuer,
Tajofloden skiønnest er.
Dog hvor langt den end tør flyde,
Gaaer dog hine Heltes Roes,
Som paa Bredden Lantser bryde,
Meget videre end den.
Blant de skiønne Fruer straaler
Skiønnest Donna Celia,
Og med Don Belardo maaler
Ingen sig i Tapperhed.
Kampens Perler paa hans Pande
Og dens Rose ved hans Bryst,
Don Belardo gaaer at stande
For den skiønne Celia.
“Fremfor Alcantara’s Sønner
Bær jeg Priis i digtet Dyst,
Dog mon noget Helten lønner,
Uden Møens første Kys?”
Men med velfortiet Glæde
Svarer Donna Celia:
“Ei saa let som gylden Kiæde
Vindes Alcantara’s Møe.
Maurers sorte Konge skatter
Meget høit et sieldent Træ
Fuldt af bristende Granater —
En af dem du plukke maae.”
Flux han samler sine Brave,
Til Alhama flyver han,
Bryder ind i Kongens Have,
Staaer igien for Celia.
Ydmyg sine Knæ han folder,
Ydmyg seer han for sig ned,
Medens han et Guldfad holder
Med Granada’s Purpurfrugt.
Længe hun paa Æblet skuer,
Frygtende sit eget Smiil:
“Mon ei meer Rubinen luer,
Høit i Kongens Turban sat?”
Flux han samler sine Kiække,
Til Alhama flyver han,
Sværdene de Vantroe vække
Af den døve Midnatsøvn.
Men omsonst de sig forskantse
I den sorte Konges Gaard,
Don Belardo med sin Lantse
Løfter Kongens Turban af.
Og den ømme Kæmpe atter
Knæler ned for Skiønheds Magt,
Rækker Alcantara’s Datter
Maurekongens største Skat.
Dog hun skiuler Smiil og Nøie:
“Lyst og Pragt er mig forhadt,
Aldrig lukker sig mit Øie
Under Søvnens Finger til.
Maurekongens Datter spiller
Uden Lige paa Guitarr,
Smilet glimter, Taare triller,
Søvnen kommer, naar hun vil.”
Sine Stridsmænd, sine Frænder,
Tusind Giæve samler han,
Og paa nye tilbagevender
Ufortrøden, kiæk og fro.
Og alt seer den flinke Ridder
Maurekongens hvide Leir,
Hvor Aarvaagenheden sidder
Ved den tidt opblæste Ild.
Fierntfra Maurekongens Datter
Ham fortryller med sit Spil:
Knap hans sløve Haand omfatter
Sværdets større blevne Greb.
Dog hans Elskov ham besiæler,
Kiæk og klog han skuer rundt,
Derpaa Bannerne fordeeler
Og mod Kongeteltet gaaer.
Mosleminerne paakalder
Deres døve Gud omsonst:
Leiren brænder, Kongen falder
Og Zaide føres bort.
Don Belardo taus fremtriner,
Liig en Morgen, rød af Blod,
Meere Blu i blide Miner
End i Hiertet Mod og Kraft.
Ridderlig han Fangen fører
Hen for Donna Celia,
Og med nænsom Haand afslører
Hvad Granada aldrig saae.
Men den Ømmes Taarer trille
Paa den sorte Piges Kind:
“Ei du mig i Søvn skal spille,
Ved mit Bryllup spiller du.”