Quel ch’altri lungi vede, lascio al tergo,
— fendo i’ cieli, e a l’infinito m’ergo.
Giordano Bruno.
Du, mit Livs velsignede Gudinde!
Du, som i min Dag fremsmiler Dag,
Og fra Midnats stiernefulde Tinde
Sender mig et sværmeriskt Behag!
Du, mit Livs tilbedede Gudinde!
Vover jeg at synge al din Magt,
Navn og Billed til din höie Pragt?
Hvis du om min förste Lokke svæved’
Og med Ynglingen til Lunden gik,
Hvis du Slöret fra mit Öie hæved’
Og fra Jorden löftede mit Blik:
O saa lad mig skue al din Ynde,
Al din hellighöie Majestet,
Hvad jeg ei kan fatte og forkynde,
Lad mig ordlös daane hen ved det!
Kom fra Havets Tilje, hvor du skrider
Med en evig hælet Perlekrands;
Eller Polens Vinter-Pyramider,
Med en Glorie af Nordlysglands;
Kom fra Hyrders Leeg i Peneus’s Dale,
Kom fra Arethusa’s Brudeseng,
Eller Sylfers Aftenrödesale,
Os fra Elverdandsens stille Eng.
Kom fra hellige Theresas Celle,
Hvor med andagtgiennemboret Bryst
Hun hos den guddommelige Fælle
Smeltede i himmelsk Elskovs Lyst.
Kom fra Brahmas evige Pagode,
Og fra Orosmasdes’s Adyton,
Kom i Oldtids höie Epos-Ode
Og i Gru fra Protogæas Aand!
Dig det er, som ved sin Barm opliver
Skabningens uhyre Risekrop,
Oververdnens Forhæng sönderriver
Og til Sole Stierner puster op.
Muelighedens Rige du oplukker
Ved din blomsterfulde Tryllestav,
Nattens Dyb udgrunder og neddukker
Dig i Sfæreharmoniens Hav.
Tanken er din Træl, bag dig den höster,
Medens Vaaren lig, du drager frem
Giennem Rummet, uden Bund og Kyster:
Dit er og Uendeligheds Hiem.
Dig det er, som skabende udmaler
I det seiertvungne Stofs Kolos
Hiine södttilbedte Idealer,
Verdensmandens Billeder i os.
Dig det er, som her ved Elskov vsekker
I mit Jeg mit förste, bedre Selv,
Og som Hiertet Blodets Strömme, trækker
Mig til Alforeenings dybe Elv.
Dig det er, som i Naturen toner
Den ustandselige Hymne ud,
Dig, som fletter Stiernerne til Kroner
Om en evig, algestaltet Gud;
Som paa Solebaalet hist antænder
Og til söd Gienfödelse forbrænder,
Henrykt döende med Helgensmiil.
Hvor du, Evigblomstrende! fremskrider
Spirer Skiönt i Skiönt, og Gud i Gud:
Elskov, Kunst og Andagt, som Charider,
Af dit Guddomsvæsen vikles ud.
Ved Alaandens Barm du Kunsten drömmer,
Elskov brænder i dit Aandedræt,
Og dit Æterblod, som Andagt, strömmer
Ud fra dig og smelter Alt til Eet.
Elskovs Trang af Formernes Forsteening
Stræber over Enkelthedens Bred,
Andagt, Andagt kun er Alforeening,
Alliv, evig Alselvkiærlighed!
Hold mig her blant dine sidste Himle,
Phantasie, her paa din Almagts Rand!
Heller lad mig, Gud i Gud, nedsvimle
I det eene Allivsocean!