I.
Velsignet vær, o Dag! som lued’
Med sinket Pragt, da förste Gang
Jeg Gratiernes Söster skued’,’
Og evig nu ved hende hang!
Da hun min Siel igien besiæled’,
Mit Liv oplived’, blid og glad,
Med höi Tilfredshed, end du dvæled’
Og röd paa Apenninen sad.
En Fest du stedse Jorden være
Og dens Velgiörers Födselsdag!
Og aldrig skænde Tvedragts Hære
Dig, Signede, med Blod og Brag!
Vær og velsignet, Colonnade
Af duftende Orangetræer,
Hvor jeg imellem tætte Blade
Useet, mig listede saa nær.
Grön frisk i Favnen af Sephirer
Og stands for stedse Tidens Flugt!
Og hver en Blomst, som her fremspirer,
I Tryghed modnes til en Frugt!
Jeg over Hegn og Dige stiger,
En Aftenstraale luer end,
Hun ei den Dristige undviger,
Men mod hans Komme skotter hen:
Thi med forundret Glæde skuer
Hun snart hans gyldne Lokkehaar
Snart Öiets Himmelblaae, som luer
Vel ei, men troefast Ömhed spaaer.
Og med en Röst som kunde drage
Fra Himmelen en salig Aand:
Vil du, o Fremmed! vel modtage
Det gyldne Æble af min Haand?
Jeg takker dig, o Hesperide!
Den Frugt er Polens Naboe kiær.
Saa gik jeg taus ved hendes Side
Og stirred’ hen i Aftnens Skiær.
Da stode vi ved hendes Ville,
Og begge med forvirret Sind,
I samlet Blik vi stode stille,
Indtil hun böd mig træde ind.
Og först da Sympathiens Kiæder
Om os for evig slyngede sig,
Fremtraadde nu de fiine Sæder,
Som Fremmed at modtage at mig?
Men fra den Aften er jeg vorden
Saa god og nöiet, som en Gud,
En anden Sol gaaer over Jorden,
Og hver en Blomst slaaer atter ud.
II.
Velsignet vær, o Aftenröde!
Som Vidne var og smilet’ ned
Til Lillas hemmelige Möde
Ved Flodens poppelkrandsde Bred.
Velsignet ogsaa du, o Maane!
Du Ömheds Genius, som saae
Mig her til Guders Liv bortdaane
Og frydfuldendt blant Stierner gaae.
For Lilla kiælent jeg nedknæled’,
Paa hendes Knæ jeg stötted’ mig,
Mit Blik i hendes Öie dvæled’
Og i en Himmel tabte sig.
Mod mig hun blussende sig hælded’
Og op til sig saa tæt mig drog,
Mens hendes Lokkers Ström nedvælded’
Og over os i Bölger slog.
Til hende fra mig selv jeg stræber,
Almægtig hun tiltrækker mig,
Til Offer brat paa mine Læber
Mit heele Væsen samler sig;
Og mens hvert Aandedrag vi deele
Og blande södt det indre Liv,
Tilsammendirre vore Siele,
Som ved en nyeskabt Seraphs Bliv.
Ja! vrede Skiebne! du mig sætte
Paa Klodens uoptö’de Kyst,
Hvad eller der, hvor Sahras Slette
Bind mig paa Toppen af en Ande
I stormomhylet Eensomhed,
Hvad eller under Klodens Vande,
Hvor selv ei Gisningen steeg ned:
Men lad mig aldrig, aldrig tabe
Öienfölelsen af Lillas Favn,
Da skal jeg i mit Indre skabe
En Himmel midt i Nöd og Savn!
III.
Af Livet atter du opliver,
O söde Elskov! Mennesket,
Og adlende tilbagegiver
Den ak! forbrudte Majestet.
Naar Liv i Liv paa nye du skaber,
Du Livets höie Poesie,
Og langt fra Iord og Tid dig taber
I himmelsk-yndigt Sværmerie,
Da og Naturen sig fornyer,
I Vaar igien det bliver Vaar,
Fryd drypper ned fra gyldne Skyer
Og Solen Festens Harpe slaaer;
Og Samdragt, Uskyld, Fryd og Nöie
Og Barmens dybe, indre Fred,
Og Andagt med forklaret Öie,
Og favnende Alkiærlighed:
Og alt hvad Hiertets Længsel priser,
Og hvad Fornuftens höie Id,
Bundt sanker sig til Paradiser
Og blander Evighed og Tid.
En idealisk Sfære river
Os bort fra Jorden i sit Sving,
Fuldkommenhed tilbagegiver
Troelovelsens forbrudte Ring;
Og salig Velklang rundtom lyder,
Hver Blomsterkalk en Nektarskaal,
Mens hellig-stille, Hiertet byder
Tidsmelodiens skiönne Maal.
IV.
En bange Tvivl mit Hierte nager
At jeg min Lykke ei er værd,
Og dristig, Bedres Öiengield tager
For nyttig eller ædel Færd.
Thi ak! af alt hvad Manden pryder
Jeg intet om min Tinding snoer,
I Skygger skiult, mit Liv henflyder,
Jeg efterlader intet Spor.
Dog siger jeg, naar Solen svindder:
O Dag! den feireste var du;
Men naar den anden da oprinder,
Den synes skiönnere endnu.
Hvad selve Mængden ringeagter,
Mig blænder ved sin Majestet,
Med Iver jeg det eftertragter
Og frydes ved at eie det.
Det Ringeste som jeg berörer,
Udgyder Glædens skiulte Væld,
Hver Time til min Hytte förer,
O gode Guder! Fred og Hæld.
Men naar jeg da mit Öie hæver
Og nöiet, skuer rundt om mig,
Hvor hungrig Idræt Lönnen kræver,
Og Dyd i Vraaer jorder sig,
Og hvor Fortienesten sig dölger,
Mens Avind den med grusomt Staal
Selv i dens Navnlöshed forfölger,
Og fnyser ved dens stille Taal —
Ulykkelige! da tilgiver
Mig at jeg er saa lykkelig,
Skiöndt Himlen ei mit Navn opskriver
Og Jorden ikke kiender mig.
Thi Skiebnen end böd mig at lide,
Da tog mig Lilla i sit Favn,
O glemmer ved en Lillas Side,
Ulykkelige! hvert et Savn.
V.
Hvad er det som saa magiskt binder
Hver Tanke, Sands og Id til dig,
At kun fra dig mit Liv udrinder
Og ej fra dig kan skille sig?
Jeg dybt det föler, at jeg kunde
Foruden dig ei være til,
Og i det höieste kun blunde
I dyrisk, sandslös Nervespil.
Ved dig mit heele Liv modtager
Betydning og fuldender sig,
Thi selv det Ringeste du drager
Med himmelsk Vælde op til dig,
Og nu, Regnbuen ligt, som tryller,
Skiöndt jordisk Dunst, med himmelskt Skiær,
Det i din Nærheds Glands sig hyller
Og synes ikke meere her.
Det Klædebon hvori din svelte,
Din Guddomsform sig trykked’ af
Hiint blomsterstukne Silkebelte,
Dit stille Dagværk, du mig gav:
Og hver en Ting, som du berörer,
Modtager brat et mystiskt Sving,
Til en æterisk Sfære hörer
Som ruller höiere omkring.
I dette Elskovs Tryllerige,
Hvor hver en Attraae luttrer sig,
Jeg löftes op, og kan ei sige,
Hvorfor jeg er saa lykkelig.
Thi kan hos dig jeg heele Dage
Ei dvæle, ord- og tankelös,
Selv ikke fristet til at tage
Din Læbes Nektar i et Kys?
Hver dristig Attraae mig forlader,
Rundtom det Tidens Havblik er;
Og o! min reene Siel sig bader
I evig Skiönheds Atterskiær.
Naar legende min Haand forvirrer,
Sig i de bruune Lokkers Net:
Naar i dit Öies Dyb jeg stirrer
Og ak! mit Blik ei maaler det;
Naar jeg med tryllet Finger nöler?
Paa hver en Form, saa reen og rund,
Og i dit sagte Pulsslag föler
Hvor Livet pibler fra sin Bund;
Og naar jeg med Forundring skuer,
Hvorledes fra dit Inderste
Et Rosenliv æteriskt luer
Igiennem disse Formers Snee;
Og naar, lig Edens Knop, din Læbe
Udaander et ambrosiskt Liv,
Og Glædeskloder rundt fremstræbe
I dit Udaandens stille Bliv —
Omsonst jeg Navn og Billed’ leder
Til Udtryk for min Salighed,
Jeg Gud, alt Ypperste, tilbeder
Naar jeg for Lilla knæler ned!
VI.
Hold inde! O jeg dig besværger
Ved alt hvad kiært og yndigt er!
Thi ikkun Nöisomheden værger
Om al vor Fryd og Lykke her.
Du veed ei reene Englelige!
At Nydelsen er Viises Kunst,
Og alle Glæder brat undvige
Ved rask Tilegnelse i Dunst.
Opfyldelsen sig aldrig skynde
At forekomme vort Begiær:
Uvillighed er Glædens Ynde,
Vort Savn er ofte Tingens Værd.
Thi, Hulde, ikkun ved at savne
Mod Aekel sikre vi vor Barm,
Og ikkun Guderne tör favne
Den störste Lod med vældig Arm,
Det Höieste, som Skiebnen skienker,
Er ikkun Billedværk for os,
Raskt draget ned i Tidens Lænker,
Det er en himmelsk Frydcolos,
Som Marven af vort Indre drager
Og til vor Straf, ved grusom Svig?
En fæl Misskikkelse paatager
Og — ve os! — Ækel kalder sig.
O derfor lad mig stedse drömme
Ved hver en Fryd om meer endnu,
Og Amors Bæger ikkun tömme
Med levnende og nöisom Blu.
O lad mig ved dit Bryst bortdaane,
Bær mig til Himlen i din Arm,
Dog for det Sidste du mig skaane
Og hygge Længslet i min Barm.
Chariters lette Slör indsvöbe
Hvad dristig Attraae standser ved,
Og kun for Phantasien röbe
Den sluttede Fuldkommenhed:
At ei min Lykke overleve,
Betænk det, Lilla! — mit Begiær,
Men mine Længsler stedse svæve
Om hvert et ventet Morgenskiær.
VII.
Hvad er det som mit Blik fortryller
Og underfuldt omgiver mig?
Den heele Skabning rundt indhyller
I alt det Skiönnes Lighed sig.
Det er et Atterskin af Luen
Som Lilla aanded’ i mit Bryst,
Hvori, som hist i Farvebuen,
Det Lave vorder skiönt oplöst.
Med Skiebnen, Himmelen og Jorden
I aldrig afbrudt Eenighed,
Jeg skuer rundt en anden Orden,
Og evig Uskyld, Fryd og Fred.
En Ström af nyeskabt Liv sig velter
Fra Stiernerne, saa reen og varm,
At selv Granitcolossen smelter
Og lever ved min stærke Barm.
Mens venligt Viperen i Dalen
Sin Ring rundt om min Ankel snoer,
Og paa min Skulder Nattergalen
Tryg mader sine Ungers Chor.
Paa denne bedre Verdens Höie,
O Lilla! knæler jeg for dig,
Og Sol og Jord tillige böie
Tilbedende, sig ned med mig,
O du, Alskiönheds Billedstötte,
For evig holde du mig her!
Mit Liv forædles til en Mythe
Om Guders höie Fryd og Færd!
VIII.
O Lilla! du mig alt har givet,
Min heele Fryd og al min Værd,
Og var jeg lykkelig ved Livet,
O Himmelske! dit Værk det er.
Na ar haabefuld jeg seer imöde
Og hilser den oprundne Dag,
Naar nöiet, jeg dens Aftenröde
Velsigner med hvert Aandedrag;
Naar hver en kiærlig opsögt Stierne
Paa Nattens Skulder hilser mig,
Og indtil Taagestiernens Fierne
Mit Sværmerie udfolder sig;
Og naar jeg avindsyg ei skeeler
Til Broderen, som herlig gaaer,
Med nögen Hunger Brödet deeler
Og Giorden om dens Feber slaaer;
Naar ikke Undertrykte bander,
Berövede anklager mig,
Men tidt den Godes Forbön blander
I mine stille Bönner sig;
Og naar da ved mit Hovedhynde
Samvittighed Akkorder slaaer,
Og svundne Dag med Engelynde
I Drömmes Land paa nye opgaaer
O Lilla! hvi maae jeg da savne
Det store Ord til al min Fryd?
Jeg Jord og Himmel vil omfavne
Og henrykt döe foruden Lyd.
IX.
Slip dine Lokkers holdne Strömme!
Udtryk dig i din lette Dragt!
Og lad mig svimle hen i Drömme
Og Gisning om det Skiultes Pragt
Hör! kielne Nattergaler stamme
Hvad ikkun Engle heelt förstaae,
See! Stierners Brudefakler flamme,
Antændte i det stille Blaae:
Dad mig almægtig Armen vinde
Rundt om din Liliegestalt,
Og i foreenet Tveliv finde
Det længselfulde Hiertes Alt.
Din Læbes Rosendug jeg drikke
Med Middagssolens Törst! Jeg dig
Ved tusind Favnetag og Blikke
Med Elskovsmagt tilegne mig!
Fortærende, en Længsel brænder
Uslukkelig, dybt i mit Bryst,
Jeg Lundens Stamme ömt omspænder
Og elskende aftrygler Lyst.
Jeg raser i den vise Tömme,
Du Engel ak! mig holder i,
Kun eengang Elskovs Kalk jeg tömme
Med Sandsens heele Raserie! —
Dog nei! Tilbedede, du töve
Og svöbe dig i helligt Slör!
Hvis ei Begiæret holder Pröve
Men höit paa Glædens Spidse döer?
Hvis Væmmelsens Erinnis hævner
Den dristige, fuldendte Lyst,
Og ak! paa Jorden intet levner
At attraaes af det mætte Bryst?
O siig! hvad kunde vel mig lokke
Hvis du, o Lilla, alt mig gav?
Hvad, uden hæse Dödningklokke,
Min Vuggesang i dybe Grav?
Men skal da intet Nöie læge
Den ömme Attraae i min Barm?
Skal jeg hvert Kys i Luften præge
Og kun om Vinden slaae min Arm?
Mens alle Væsner Elskov tiene
I Dyb og Luft, paa Field og Eng,
Og hvert Atom for sig alleene
Er Myriaders Brudeseng;
Mens hisset i sit Blomsterrige
Ephemeren selv elske tör,
Den fiaggrer hen, den Lykkelige!
Den eengang elsker ak! og döer —
Skal jeg, du store Englereene!
Om ingen Mage Armen slaae,
Men med en evig Længsel eene
Og fiernt fra Elskovs Alter staae?
Nei! heller ved dit Bryst jeg blive,
O Lilla! et Ephemeron,
Og der i förste Kys opgive
Til Elskovs söde Straf min Aand!
X.
O Stierner, elskte Vidner! laaner
Mig eders Harper, ved hvis Lyd
Den gamle Tvedragt tryllet daaner
Og Evighed troelover Fryd!
At i Begeistring jeg forkynde
Henrykkelsen jeg smelted’ i,
Min Lillas evig friske Ynde
Og mit ubundne Sværmeriet!
O kunde jeg til Tankens Rige
Oplöfte det fornumne Hæld,
Og standse det Ulignelige
I Ord og Billed’ for min Siel!
Men hvad er Vellyd, hvad er Tale?
Lig Lavens Ström, min Aande kun
O Lilla! Lilla! paa din Mund.
Var jeg en Harpe blot, som længe,
Som stedse troe giendirred’ i
De bævende, skiöndt stumme Strenge,
Den engang slagne Melodie!
Men alt det Höieste foragter
Jordklodens diærve Vid og Baand,
Til liimmelskt Födeland det tragter,
Et Öiebliks gientagne Laan.
Og som en Engel brat nedstiger
Til natlig Lampes viise Ven,
Men pludselig igien bortviger,
Et föie Glimt af Himmelen,
Saa sank til mig det store Nöie,
Af tusind Længsler baaret, ned,
Fra Guders bönbebo’de Höie
I Stiernefölge sank det ned.
Saa hellig stille Jorden hviled’
I Aftentaagens blöde Favn,
Mens blid-vemodig Maanen smiled’
Som Udtryk for Naturens Savn.
Af slöve Sandsers aabne Fængsel
Bortsneege fangne Siele sig,
Naturens inderlige Længsel
I Duggens Taarer letted’ sig,
Thi af det Höiere berörtes
Hver stille Sands, hvert löftet Sind,
Og fra Elysion der hörtes,
Et Budskab i hver Aftenvind.
O Lilla! Lilla! vi alleene
I Lye for dristig Nysgiær sad,
Omgittrede af Blomstergreene,
Ved kielne Nattergalers Qvad.
Da strömmede en Livets Bölge
O Verdenshierte! ud fra dig
Igiennem höire Væsners Fölge
Og bröd i vor Bevidsthed sig:
Og lig en Tvillinggnist, foreente
I Samkys vore Siele sig,
O lig en Tvillingblomst, foreente
I Samlyst vore Sandser sig.
Kun Sukkemelodier löde,
Lig Öienlyd af en Engels Qvad,
Indtil den snelle Morgenröde
Den skiönne Eenhed skilte ad.
Blus atter op, o Aftenröde!
Min Brudefakkel, lys mig hen
Til stierneoverhvælvet Möde,
Og evig lys mig did igien!
XI.
O Lilla, tör jeg ogsaa vove
At være salig som en Gud?
Jeg hylder ei Naturens Love:
Gik jeg af Tidens Riger ud?
Thi ved den Dödeliges Side
Staaer Uraniders höie Fred,
Og herlig frikiendt for at lide,
I Livets Graad jeg skuer ned.
Mit Blik den heele Jord forgylder,
Et Kys er hvert et Aandedrag,
Min Fryd den heele Nat udfylder,
Min kielne Trang den heele Dag,
Og tidt Henrykkelsen mig bærer
Höit over Jorden i sin Arm,
Og alle Glædens drömte Sfærer
Igiennemcirkle denne Barm,
Taknemmelig, paa Stierners Höie
Jeg söger tidt min Lykkes Væld,
Men Guden skiules for mit Öie
Og ak! jeg ræddes ved mit Hæld,
Nyn derfor Tryghed i mit Öre,
Indlul mig södt i Sværmeri,
Og lad mig tidt, du Hulde! höre
At Elskov som en Gud er fri.
At den ei er og ei skal være
Den Kloges og den Stærkes Lön,
Ei Formaal, Vinding eller Ære,
Men uden jordisk Hensigt skiön.
Som Lys og Regn og Dug sig sænker
Fra Himmelen til Jorden ned,
Kronion Elskovs Glæde skiænker
Med herlig blind Frigivenhed.
O trefold Hæld den Lykkelige
Som Himmelstraalen rammer her!
Han hörer til et bedre Rige
Og dyrker ædlere Begiær.
Af Selvheds fængslende Forsteening
Som ved et Trylleord forlöst,
Han smelter hen til Alforeening,
Lig Floden fra Fredshavets Kyst.
O nei! Kronions Tordner finde
Ei Veien til vor Elskovs Lye,
Thi, hulde Lilla, du omvinde
Mig med dit Hebefavn paa nye.
Lad mig olympiskt Liv inddrage
Af dine Læbers Nektarskaal!
Lad mig forud de Krandse tage
Som snoes om Dödeliges Maal!
Naar hver tildragen, södt tildrager
Med evig Attraaes Trang igien,
Og salig giver og modtager —
Da segner Tiden fængslet hen!
XII.
O Lilla! Lilla! tör da Sorgen
Din höie Guddom nærme sig?
Og tör jeg tænke paa imorgen
Den Dag dit Smiil omstraaler mig?
En Gud, jeg ved din Side troner,
Mens Jorden ruller ved min Fod,
Og paa dens tusind Millioner
Jeg skuer ned, saa mild og god.
Ei noget Önske blev tilbage
I din Tilbeders stille Siel,
Hvad tör da friste ham til Klage
Og blande Jorden i hans Hæld?
O Lilla! Lilla! Tiden iler
Ustandset i sin Stormvindsflugt,
Endnu i Dag, see! Blomsten smiler,
Imorgen visner den til Frugt.
Endnu i Dag dit Hierte glöder,
Naturen smiler i dit Favn,
Om föie Tid, o Gud! du böder
For hver en Ungdomsfryd med Savn.
Ak! Tiden alt tilbagekræver,
Og Modenhed omfavner dig,
Og Glæders lette Flok bortsvæver,
De stormafblæste Blomster lig;
Og Letsinds Sommerfugl, hvis Vinger
Omflaggrer Hebes friske Krands,
Og Ynden, som om dig sig svinger
I stedse anderledes Dands;
Og Phantasos, som salig velter
Indbildte Sfærer ved sin Stav,
Og Sværmeriet, som hensmelter
Forud i Evighedens Hav —
Dit skiönne Foraars lette Fölge,
O Elskede! forlader dig, —
Og ved dit Hierte Tidens Bölge
Saa vild og iiskold bryder sig.
Da tör du ikke meere glöde,
End hældig, hvis i Venskabs Smiil
Din gyldne Alders Aftenröde
Opholder sin fremtrængte Iil.
Alt det Æteriske forsvinder
Med Phantasiens Blomsterstöv,
Og ved din Fod du ikkun finder
Dit svundne Foraars faldne Löv.
Og jeg — o Gud! jeg bæver, gruer,
Ei længer da jeg elsker dig!
Og kun til Lysning end jeg luer,
Til Varme ei, Nordlyset lig.
Da sindig Alvor til mig træder
Og hænger Jorden ved min Aand,
Og Pligten smedder mine Kiæder,
Og Sysler leie denne Haand.
Hvad eller skal mit Hierte kiæmpe
End levende i Sandsens Grav?
Og intet ak! den Flamme dæmpe
Jeg för som Yngling lued’ af?
O grumme Minde! Eumenide
Som hævner hver en Glæde her,
Og ved graaelokket Oldings Side
Oppidsker Ynglingens Begiær!
Hans eget Spögelse sig stiller
For ham paa Livets sidste Vei,
Hvor er den Letheflod som skiller
Ham fra sit förste, döde Jeg?
XIII.
Hvo er det som min Barm forgifter
Og nedrigt Elskovs Ende spaaer?
Natur, og Liv, og alt omskifter,
Men Elskovs Salighed bestaaer.
Ha! kunde jeg blot eengang tænke
Den lumske Tvivl, den fæle Svig,
Saa brast, o Elskov, brat din Lænke
Og Tanken eene myrded’ dig.
Bort, du som mig omsonst omsnærte
Med glatte Ringe, Tvivlens Snog!
Kom, lyse Tillid, til mit Hierte,
Og Haab, som mig fra Jorden drog!
Lue op til Tegn, o Aftenröde!
Hæld dine Greene, o Jasmin!
Jeg iler til det vante Möde
Med længselvinget Fied og Sind.
Lue op igien, o Aftenröde!
Du lukker ikke Himlen til,
Du aabner den for dem som glöde
Af Kiærligheds uskabte Ild.
Men som en Helvedflod du brænde
For Niddingen, som giftigt spaaer
Om Glæderuusens sneile Ende
Og at selv Elskovs Fryd forgaaer.
Dog kunde — hellige Guder! — kunde
Den döe i Alustadighed?
Saa kaster, o Cypresselunde,
Hver Sörgegreen paa Jorden ned!
Saa visner, grönne Myrtheskove!
Forband din Datter, Cyperns Hav!
Natur Ufrugtbarhed troelove
Og hælde barnlös mod sin Grav!
XIV.
Hvor himmelsk salig var jeg ikke,
Troelöse Lilla, ved din Fod?
Thi i min Barm var Fred og Mod.
Mig ikke Savn og Nag fortærte,
Thi Fryd og Uskyld fulgtes ad,
Af Himlen intet jeg begiærte,
Og derfor alting jeg besad.
Naar vi ved Nattetid saa gierne
Langs Flodens Marmorbredde gik,
Og tidt i Elskovs lyse Stierne
Indtraf med et samtidigt Blik,
Og vore Hierter sammenhasted’
Med stigende Accordeslag,
Du Armen om min Nakke kasted’
Og o! mig gav dit Aandedrag:
Hvad kunde friste din Tilbeder,
O Lilla, siig! hvad friste dig?
Dog löser du de skiönne Kiæder,
Som ved din Vilje fletted’ sig!
Thi kom ihu, hvordan du sno’de
Dig om mit Hierte, söd og öm,
Og ak! hvor gierne jeg dig trode
Og hældte til den kiære Dröm.
Du, ja! du tryglede mit Hierte,
Og heelt du ogsaa det modtog,
Mit heele Væsen du fortærte,
I dit, mit Liv du overdrog.
Og dog, Troelöse! tilbereder
Du snedigt dit Bedragerie!
Har du da glemt de tusind Eeder
Du hildede min Lettroe i?
Saa vidner, Stierner! Blade! hvidsler
Og tager Eederne igien!
Kluk, Nattergal! og Bække! ridsler
Og tager Eederne igien!
Siig! hörte jeg dig ikke stamme,
Imens du ved mit Hierte laae,
At Döden for dig skulde ramme,
End Hiertets söde Trang forgaae?
O havde Skiebnen dengang taget
Imod din fræktudtalte Eed,
Ulykkelig, dog ei bedraget,
Nu ved din Grav jeg knæled’ ned.
Der i hvert sagte Vindpust sendte
Du mig en Öieiilvd af din Röst,
I hver en Blomst tilbagevendte
Dit friske Smiil til Elskovs Tröst.
Da trylled’ mig den söde Tanke,
At hist du elsked’ mig endnu,
Skiöndt löfted’ ud af Tidens Skranke
Og med forklaret Sands og Hu.
Da flöd i Billeder og Drömme
Mit Levnet over Tidens Rand
Til Phantasiens Herredömme
Og Sværmeriets luune Land.
Men nu — Erinnen sönderriver
Min Barm i ubönhörligt Kald,
Og hvirvlende, mig rundtom driver
Til Riger af ei udtrykt Qval.
Min Smertes Krampetræk ledsager
O Lilla! Smiilet paa din Kind,
Den Sang du aander ud, jeg drager
Til Suk igien med Luften ind.
Min egen Skygge kun, jeg svæver
Om dine Glæder Nat og Dag,
Mit stiaalne Liv af dig jeg kræver,
En Gienfærd uden Aandedrag.
Ha! Luft! kun Luft til Suk og Klage!
Kun Graad til sielden Lise giv!
Gid da ved hver en lindret Plage
En Fryd opblomstre i dit Liv!