Da den store, viisc Iapetide
Marmoren til Liv og Aande tvang,
Og i Væsners Rad en Fremmed sprang,
Trillende sig ved Daimonens Side:
Guden selv for sin Eenbaarne fri’de,
Til Olympens Fryd, dog hun sig svang,
Neppe favnet med ustyret Trang,
Blussende, fra den Beruustes Side.
Vidt han stirrer paa den Elsktes Fied
Op til Guders lysopfyldte Rige
Og til Faderen hans Klager stige.
Da Prometheus Mindet sender ned,
Den Troløses ømme Skyggelige,
Som ej af hans Arme tør bortvige.