Helgenglands om Skjaldens Tinding brænder,
Thi, bekranste Menneske! kun han
Løfter dig af Vildheds dybe Stand
Og den første Kundskabsdag antænder.
Men som Solen hvor den fødtes, ender,
Hist i bred- og bundløs Ocean,
Saa til Skjaldens Barm, dens Fødeland,
Modnet Sandhed snart tilbagevender.
Og naar da en yndig Kunstgestalt
Sig om Tankerigets Flygtling væver
Og med ham i Hjertets Kreds nedsvæver,
Da først Afrodite overalt,
Denne Klodes Dronning, Septret hæver
Og selv Viisdoms stille Hylding kræver.