Ikke længer mine Taarer rinde,
Midnatstimen lindrer denne Qval,
Og jeg kan, o Anker! dig til Minde
Mat adlyde Klagemusens Kald.
Ikke kan min dybe Sorg udtale
Sig i Sangens bundne Melodi,
Heller ei for Verden vil jeg prale
Med den dulgte Graad, jeg smelted’ i:
Men som den, der gjæsted’ Folk og Stæder,
Og som den, der Livet vejet har,
Ved din kolde Skikkelse jeg græder —
Kærlighedens blide Tolk den var.
Ømt udaanded’ du en hellig Varme,
Lig en Luftning fra en bedre Jord;
Mild, hvor selv ei Konger sig forbarme,
Speided’ du de bleege Sorgers Spor.
Som din Slægt, du favned’ Kunstens Sønner
Og hver Sandheds Elsker Haanden gav:
Derfor alle Musers Graad forskjønner
I en sielden Perlekrands din Grav.
Ædle Mand! som midt i Pragt og Fylde
Var lig Armods Sønner, blød og øm,
Og som naar han Højhed saaes at hylde,
Ubedraget, hylded’ kun en Drøm;
Sjeldne Ædling! trøstesløs jeg sætter
Dette Minde uden Pral og Svig;
Om dit Navn en sjelden Krands jeg fletter:
Den var ond, som ikke Elskte dig.