Paakaldelsen
den 31 Juli
den 31 Juli
O læg din søde Vellyd paa min Læbe,
(Saaledes jeg til Sangens Fader bad)
Og lad mig ved din Bistand hældig stræbe,
At tolke Daners Hjerter i mit Qvad!
I høje Jubellyd lad mig forkynde
Fra Travens Bredde hen til Nordcaps Fjeld,
Den ædle Heltekraft, den blide Ynde,
Som siaber Danmarks Hæder og dets Hæld.
Bønhør mig, før jeg uindviet synger
Den gode Sags trofaste Frederik,
Som rundt om Riget Hærens Staalgiord slynger
Og langtfra sejrer ved sit Helteblik;
Som om sit Folk med Arm og Tanke værner
Og alt ved Rygtet om sit viise Mod,
Tre vandne Felttog værdt, den Frække fjerner:
En Sejer uden Taarer, uden Blod.
Bønhør mig, Sanggud! for i svage Toner
Jeg nynner om Maria Dannebod,
Og uden Fuldmagt alle Musers Kroner
Nedvinker for den kronte Blidheds Fod,
Hvis Smiil er Vinket til titusind Glæder,
Hvis Dyd er Maalet for det bedre Kjøn,
Naar den med Yndens friste Rosenkjæder
Hver Dag fornyer Frederiks søde Løn.
Saa bad, saa sang jeg alt — da Gudens Øje
Brat frem af Sorgens mørke Regnsky brød,
Og langsomt ned fra Sangens Tvillinghøje
Ved alle Musers Graad, hans Afslag lød:
O Søn! jeg mægter ei din Bøn at krone,
Selv Guders Fryd og Evne har sit Maal,
Og Vellyds Gud har ingen Jubeltone
Ved Frederiks Sorg og ved Marias Taal.
Tie med Beundring, medens Han kun følger
Sit Kald, at ofres for sit Riges Vel,
Og Hun for Verden omt sin Smerte dølger
I Taalmods Smiil, som ak! kun synes Hæld.
Men o! naar Dannebod ei meere lider
Og Ejegod fra tunge Sorg er fri,
Da syng fra Nutid hen i Eftertider,
Syng Danmarks Fryd — min Guddom staaer dig bi!