Højt over Jorden Skjønheds Sæde
I Formers stille Rige staaer:
Naar Lidende for det hentræde
Og blotte de modtagne Saar,
Urania til dem nedsmiler
Og Qvalen selv med Ynde hviler.
O søde, vellystfulde Smerte!
O bange, smertefulde Lyst!
Du blide Veemod, som mig lærte
At fly for Lindring og for Trøst
Ublandet Glæde intet ejer,
Som din Tvetydighed opvejer.
I Morgenrødens Purpursale
Du sanker lette Taarer op;
Dit Suk er Sefirs kjelne Tale
Med Jomfrurosens spæde Knop;
Dit Blik et Glimt fra Stjerners Riger,
Som stedse mod sit Udspring stiger.
Medlidenhed, den Ejegode,
Dig i sin Blidhed synes liig,
Dog boer hun kun paa denne Klode,
Til Himmelen du hæver dig;
Hun deeler ikkun jordisk Smerte,
Du Himlens Fryd at deele lærte.
Kun Glædens Ideal sig hæver
Forklaret, i din Maaneglands:
Kun Haabet, som mod Lyset svæver,
Og Mindet, med den gjemte Krands;
Dit Suk den førstes Flugt fremdriver,
Dm Graad den andens Blomst opliver.
De skjønne, ædle Sjæle kjende
Dit mystiske Forsonersmiil:
Naar Længsels reene Luer brænde
Ved elsket Graad, velkomne Sukke,
Du Smerten kjøle vil, ei slukke.
Thi ikkun den, Naturens Ynde
Berøres, dog ei saares af,
Den, Sanzjos Engle hist forkynde,
Rundt støttede ved hellig Grav,
Den, som i yndig Pagt med Lykke,
Sin Piil i rolig Barm tør trykke;
O himmelske! kun denne ømme
Bedrøvelse tør møde dig:
Da tør du Himlene neddrømme,
Da, Hellas’ Marmorguder lig,
Du tør med det Guddommelige
Let blande Sorg og Fryd tillige.
Rørt, smiler du ved Skjebnens Side
Og leger med dens grumme Spyd;
Du svæver, Lidelsens Sylfide,
Blidt lindrende, om saaret Dyd;
Selv Martyrbaalet dig ei truer,
Du staaer ukrænket i dets Luer.
I Nonnens hvide Celle svæver
Du til den fromme Længsel ind,
Og i vellystig Andagt hæver
Fra jordisk Ynde Møens Sind:
Sødt Kirkens Amor hende saarer
Og til Jehovas Brud udkaarer.
I Skjaldens Barm du Sæde tager,
Du aander Vellyd i hans Røst,
Og skjøndt med halcyonske Klager
Han flaggrer langs med Tidens Kyst,
Dog liig en Sydfugl, snar han iler
Den Vaar forud, som evig smiler.
O vær mit stille Livs Veninde
Og lad mig, din Udkaarrre liig,
Paa Jorden være Bud og Minde
Om Frem- og Fortids Himmerig!
Thi Himlen dig er skjænket vorden,
Dog Lykken ikkun ejer Jorden.
End vær min stille Døds Gudinde!
Forsød den sidste bittre Skaal,
Og lad mig al din Lise finde
I Helgen- og Forsonertaal!
Lad, pustet op ved dine Sukke,
Min Blomst i Himlen sig oplukke!