Latter, som med Jordens Søn fra Leeg
Frem til Marter, gjennem Sang og Klager,
Før og efter Mæle, trofast drager,
Indtil Livets sidste Suk bortveeg:
Hvor end Ord ej fødtes, hvor det sveeg,
Barndom, Vanvid ikkun du ledsager;
Dybere end Hyl blant Orcus’ Plager,
Højere du til Olympen steeg.
Thi naar Jammeren ei meere græder
Og selv Hylet ei udtrykker den,
Da du fra forhaante Martersteder,
Da, uhyre op i Himmelen
Kneisende, for Guders faldne Sæder,
Rædsomt skoggrende Gigant! du træder.