Skjelmske Nymphe, Ekkos Søster, Latter,
Som liig Taarens Najas, ikkun boer,
Meer end Skrig, med Mæle og med Ord,
Dig i din Forvandling ej jeg fatter.
Thi du neppe syntes Glædens Datter,
Spøgets vævre Fælle, for du foer
Frem paa Misforholds thersitske Spor,
Furien, som stedse bag det skratter.
Nymphe, du er ej blant mine Kaar,
Thi du frem for alle Børn og Daarer,
Gøglerske! til Yndlinger udkaarer.
Ah! men hiint, som Pallas ei forsmaaer
Og som aldrig Charis’ Ømhed saarer,
Smilet tidt paa mine Kinder staaer.