Livet paa Tidens Grund fuldkomment og yndigt at male,
Kun lidt Farve er nok, Penslen det meeste formaaer.
Hvordan er Verden vel, hvis ei saadan som den trykker
Sig i Hierte og Aand, sig i dit inderste af?
Paa Gallejen, hvor Knokler, begnavede, Stridsæbler ere,
Lyder til Aarernes Slag Lystigheds skjemtfulde Sang;
Dybt i Fængslernes Svælg, hvor Haabløshed Portene vogter,
Spøgets Sommerfugl let flaggrer om Skimmelens Blomst.
Livet kun Billedværk er, og Billedet, løsnet fra Tingen,
Giver det højere Liv, giver den ædlere Kunst.
Svar mig, om du med Tingen vel meer end Billedet ejer?
Grovere er den, vel sandt, men er da dette en Værd?
Hvo til det Virkelige sit Liv og sit Kunstvark befæster,
Ligner hiin Urtegaardsmand, (sikkert han vanvittig var)
Da han de spæde Planter med Toppen i Jordbunden satte,
Og dog ikke begreb, hvorfor de alle slog feil.
Billedet Tingens Rod i det dybe, evige Liv er,
Tingen, som vexlende Løv, falder i Tiderne af.
Derfor begynd ei fra den og læg dig ei selv i de Lænker,
Som du kun give skal, selv uindskrænket og fri.
Har du kun Fred med dig selv, du kiækt med Verden kan stride,
Har du kun Hjerte og Aand, kan du foragte dens Frugt.
Dybt i dit bundløse Selvs, til Tempel indviede Dybde,
Ridsler det evige Liv klart og oprindeligt frem,
Der er den højeste Fryd, der Gudernes salige Arne,
Der det forjættede Land, ikke bag Stiernerne hist.
Derfor dog meener jeg ei, at Tidens Rige skal styrte:
Jordens talløse Slægt skiltes til Trælle og Fri.
Vel er det herligt at skabe, dog lifligt er det, at nyde:
Hvo som Leilighed seer, holde ved Lokken den fast.
Men naar den knipste Nymphe dig gierne som Blindebuk driller,
Luk i dit Indre dig ind, Verden da Blindebuk er.
Meget jeg kan mig tænke, som Livets Scene forskjønner,
Kun staae det ikke for nær, Udsigten bakkende til:
Saaledes er et Pallads, med ranke, corinthiske Piller,
Hvor Ciceronen tidt fører de Fremmede Hen;
Ogsaa et Landsted ved Søen, hvor Jupiter-Xenius dyrkes,
Med en Have dertil, fri som det brittiske Folk;
Ligesaa Pegefingren, den velbekjendte, som viser,
Uden Misviisning dog er, hen til Fortienestens Pol;
Sidst en curulisk Stol hos sandhedelskende Fyrster
Og et Hynde dertil hos en ømtelskende Viv.
Inden for den Omgivning det maae behageligt være
Let at spille sit Liv, thi hvor man stræber til Pryd,
Bliver den pænere Anstand i Samlivets fiinere Former
Og det rolige Skin af en forædlet Natur:
Men det Herligste ei, men ei det højeste Skjønne
I Heroernes Liv, som i den hellige Kunst;
Ei den kraftfulde Aand, hvis Vælde et Sekul besvangrer,
Ei det Hjerte, som slaaer eenigt med Allivets Puls:
Thi midt i Savn og i Nød, sin himmelske Afkomst at vise,
Træder det Ypperste helst frem af den indre Natur.