Fremmed til Apollons Marmorbille
Treen en Jomfru i sin første Vaar,
Intet Jordiskt hendes Længsel stilled’,
Dog hun veed ej selv hvad hun attraaer
Men ved Gudens Syn
Rørt som af et Lyn,
Sukker hun i Elskovs første Nyn.
Daglig for den himmelske hun træder,
Kaldt til hans Præstinde hun sig troer,
Liljehvide, guldbesatte klæder
Hun undseelig om hans Skjønhed snoer;
Tuberoser bandt,
Lillier iblant,
Hun til Krands og om hans Tinding vandt.
I ærbødig Frastand Møen længe
Henrykt stirrer paa sin smykte Gud,
Snart dog i det unge Hjerte trænge
Elskovs Pile, stedse Skud paa Skud,
Til forvoven vild,
Midt af Andagts Ild,
Vellyst luer med Mænadesmiil.
Da fra Billedgudens Marmorlæber
Underfuldt til hende hvisker det:
„Favre Jomfru, ak! vi sammenstræber
Begge kun omsonst til Elskovs Eet:
Andre Guder kom,
Alteret faldt om
Og jeg staaer i Kunstens Helligdom.
Skjebnens Bud ved alt det Skjønnes Klager
Længst en anden Verden har fremkaldt,
Phantasie og Hjerte nu forsager
Ved Hellenis’ Templer, som forfaldt;
Sandsen ei som før
Guden nærmes tør,
Men som Offerdyr derude døer.
Seer du vel her næstved Vanvids Grotte?
Der ved Midnat vil jeg vente dig,
Hvis du der, o Jomfru, møde maatte,
Da blev du og jeg blev lykkelig!
Evig elskovsvarm,
Evig Barm mod Barm,
Holdt enhver den anden i sin Arm.”
Og for Natten seer fra Himlens Tinde,
Alt hun svimler hen til Grottens Dør.
„Hvo er det, saa spørger man derinde,
Som sig her forvoven nærme tør?”
„Tyst! det er en Brud,
Hvem en faver Gud,
Ham at møde her, tilsendte Bud.”
Ind hun drages i den qvalme Svimmel,
Som opløser og forvikler Alt,
Pludselig fra Grottens brustne Himmel
Daler den tilbedede Gestalt.
Men snart varm og blød,
Aareblaae og rød,
Vaagner Guden af sin Marmordød.
Og som Midlerske, i Nattens Rige,
Fletter Vanvid hendes Brudekrands,
Ak! men snart for det Guddommelige
Bæver, brister Brudens Sjæl og Sands:
Livløs dannet hen
I Henrykkelsen,
Aldrig, aldrig meer hun komigjen!