Musens Fødsel
En Mythus
En Mythus
Da den lidende Kronide
Brat sin Tinding aabne lod,
Og bevæbnet, ved hans Side,
Nu hans Hoveds Datter stod,
Saared’ snart derpaa en anden
Ømhed Gudens stærke Bryst
Med en uvant, mystisk Blanden
Af tvetydig Smertelyst.
Sværmerisk — vemodig, tabte
Sig hans Længsel utilfreds
Blant det Mulige og Skabte,
Overalt og ingensteds;
Og fra Skabertankens Høje
Dybt til Chaos’ Afgrund ned,
Rundt Alvidenhedens Øje
Speider — hvad den ikke veed.
Tidt ham syntes, det Ukjendte
Idealisk i ham laae,
Og af Kunstnertrang han brændte,
Det i Værker at opnaae.
Dengang var det, Iris’ Bue
Af hans Veemods Graad blev til,
Og at Aftenrødens Lue
Udstod fra hans Længselssmiil.
Alt det Skjønne til hans Trone
Ømt hentræder: Barnets Sjæl,
Stjerner, Elskov, Smiil og Tone,
Blomster, Dug og Kildevæld;
Amaranthen smiler kjærligt
Ved hans Hjerte og staaer ud,
Ak! men intet Huldt og Herligt
Tykkes den forladte Gud.
Stille Medynk gjennembæver
Verdners Kreds og Altret for
Den ukjendte Guddom hæver
Sig blant Dødeliges Chor;
Og til Altret Livet træder,
Ofrer Krandsen, raaber: Ve!
Døe bør alle mine Glæder,
Ukjendt er det Herligste. —
Hvilken fremmed Magt bebuder
Sig ved denne Harmoni,
Jordens Børn og Himlens Guder,
Sødtberuuste, daaner i?
Slige Toner ikkun løde
Eengang før, da til Forliig
Lys og Støv, i første Møde
Liv og Lyst omfavned’ sig.
Harmonia — o lovsynger
Jord og Himmel, Aand og Gud!
Slynger, Blomst og Stjerne slynger
Om den skjulte Skjebnes Brud!
Evigheds tilbedte Datter,
Harmonia, naadig svar:
Skal en bedre Verden atter
Spire frem af den, som var?
Hvilket Under! hun berører
Med sit Plektrum Gudens Bryst,
Og mens Jord og Himmel hører
Toner til en fremmed Lyst,
Under indre Harmonier,
Selv Kroniden ei forstaaer,
Sig hans svangre Barm befrier,
Musen svæver af dens Saar.
Nyforgudet, Guden luer
Da han i sin Datters Pragt
Henrykt Idealet skuer
Til sin Guddoms Fryd og Magt.
Evig ved hans Hjerte hviler
Nu hans Hjerteblomst til Pryd;
Jorden kun i Kunst udsmiler
Anelser om Gudens Fryd.