Selindaja! Selindaja!
Stiernefuldt er Nattens Rund,
Gaden er saa tyst og stille
Og din Moder sank i Blund.
Kiærlig vendte jeg tilbage
Fiernt fra blodig Tagos Bred,
Kampens Stöv i mine Lokker
Og dens Blod ved mine Fied.
Selindaja! Selindaja!
Abenamars Röst det er,
Slumrer du saa fast og roeligt
Og din Elsker er saa nær?
Hvo er det som dristig bryder
Nattens hellig dybe Fred
Og den förste Sövn forjager
Fra det söde Leiested?
Selindaja! Hulde Pige!
Abenamar neden staaer,
Kom igien til Mandeltræet
I din Faders Urtegaard.
Har du ikke hört det rygtes?
Mens du fulgte Kongens Bud
Alt er anderledes vorden,
Mandeltræet ak! gik ud.
Nu saa kom da ned til Grotten
Hvor jeg tidt saa elskovsvarm
Ved det lille Vandfalds Ridslen
Hviled’ i din Liljearm.
Har du ikke hört det rygtes?
Grotten længe styrted’ ind,
For dens Indgang Edderkoppen
Væver nu sit tætte Spind.
Kom da ned til Haveporten
Hvor jeg sidste Gang dig saae
Og dit Afskedsblik opstirred
I det klare Stierneblaae.
Har du ikke hört det rygtes?
Steen og Kalk tilstopped den,
Over höie Muur kan ingen
Kisselsteenen kaste hen.
O saa ræk mig i det mindste
Giennem Gittret Haanden hen
At i Kys min Flammelæbe
Rödt afpræge sig paa den.
Tyst! jeg hörer nogen komme.
Hu! hvor kold er Nattens Vind.
Skynd dig bort, en Ligfærd kommer,
Mange Folk med Fakkelskin.
Ha Troelöse! Mens jeg sanked’
Disse femten Hædersar,
Uden Blu du til en anden
Troe og Hierte givet har.
Hiertet har jeg ei bortgivet,
Allah höre mine Ord!
Almoralif det har taget,
Og hvad kunde jeg derfor?