Lytter, Vise! til mit Qvad
Skiöndt jeg ikkun Krandse sælger,
Ikkun Qvist og Blomst og Blad
Til mit ringe Kunstværk vælger,
Thi en höi Betydning er
I min nydelige Færd.
Medens disse Stilke maae
Villigt ved min Kunst sig böie,
Til et yndigt Billed’ paa
Tidens Vexel de sig föie:
Krandsende ledsager jeg
Mennesket paa Livets Vei.
Naar med Graad det spæde Noer
Slipper af sit Födefængsel,
Naar en Yngling Brudens Giord
Löser under kielen Længsel,
Naar en Olding segner ned,
Stedse er min Krands bered.
Ömme Elsker, ved sin Dör
Pigen disse Roser finde!
Snække, ei du stunde för
Palmerne din Stevn omvinde!
Skiebnen elsker Blomster smaae,
Blomster Hæld og Lykke spaae.
Helt og Sanger, eders Lön
Færdig i min Haand den hviler;
Glade Tak og fromme Bön,
Guden mild til Krandse smiler,
Ei paa gylden Trefod meer
End paa Blomst og Blad han seer.
Saa! ved Vugge, Sarcophag,
Torus, Alter, Glavind, Strenge,
Snækkens Stevn og Hyttens Tag
Mine friske Krandse hænge:
Sorg og Fryd, og Værd og Id,
Om en Krands de komme hid.
Hvor om Noerets Knoppeqvist
Her Cypresserne sig vinde,
Medens Glædens Roser hist
Under Laurens Alvor svinde!
Her i Kurven leger du,
Hendelse, med sindrig Hu.
Lytter, Vise! da til mig
Skiöndt jeg Krandse kun bereder,
Thi de friske vinde sig
Om Nödvendighedens Kieder:
Skiebnen lig, med alle Kaar
I min Kurv jeg roelig gaaer.