Atter vinker du mig, forvildet omvankende Muse,
Med vildt flaggrende Haar, Sløret af Storme opfyldt?
Dølg det stirrende Blik, de krampebevægede Læber!
Bort, Fortvivlede! bort! Furie! ras ei i Sorg!
Skaan mig, o Grummeste! skaan! og saar mig ei i min Smerte!
Gjør min Fryd end til Fryd, dog ei min Kummer til Qval!
Har jeg derfor afstaaet dig Lykken og Freden i Barmen,
At du som Marteraand nu skal forfølge mit Spor?
Lad de Døde da hvile! Fremman dem ikke af Graven,
Og de Levende ei kald til de Jordede ned!
End tilhører jeg Solen, med blomstrende Arme omslynger
Mig den friske Natur, Haabet mig dandser forud:
Thi vil jeg Sorgen bære, Fortvivlelsen under mig binde,
Mægtig jeg leve vil før, overvunden, jeg døer.