Om hundred’ Aar er Alting glemt,
Venner! hvad end vi her maa lide;
thi lad os være glade stemt,
sætte de mørke Griller tilside!
:|: Den Ruus, som vi i Aften faaer,
er sovet ud — om hundred’ Aar! :|:
Vil Lykkens Hest ej gaae i Trav,
Broder! giv den af Glædens Sporer;
generes stundom Du ved Krav
af Vexler, Renter, Creditorer;
:|: trøst Dig: at, hvordan det end gaaer,
Du kræves ei — om hundred’ Aar! :|:
Og hvis Din Pige, nu og da,
elsker Dig kun lidt meer end — Fanden,
da er der fleer, hvor hun kom fra;
see Dig om, Du finder en anden.
:|: Pluk Glædens Roser, hvor de staaer!
Du seer dem ei — om hundred’ Aar! :|:
Synes Din Vandel ei tilpas,
lyster en Mundkaad om Dig skumle:
gjør Ret og Pligt, og tøm Dit Glas!
Lad saa Kreti og Pleti mumle,
:|: Klafferlysten dem vel forgaaer,
om ikke før — om hundred’ Aar! :|:
Men, dersom Du er Ægtemand
til en Hustrue, der er Xantippe,
som sætter paa Dit Glas en Rand,
hvortil, desværre! Du maa nippe;
:|: viid: Din Ægtestand Ende faaer,
om ikke før — om hundred’ Aar! :|:
Derfor Elskov, Venskab og Viin
— dog, notabene, af den ægte —
nydt med Glæde, er Medicin:
Druens Virkning man ei kan nægte;
:|: thi lad os være glade stemt!
Om hundred’ Aar er Alting glemt! :|:
C. Soeborg.