Om hundred’ Aar er alting glemt,
Venner! hvad end vi her maae lide;
Thi lad os være glade stemt
Sætte mørke Griller tilside.
Den Ruus som vi iaften faaer,
Er sovet ud — om hundred’ Aar.
Vil Lykkens Hest ei gaae i Trav,
Broder! giv den af Glædens Sporer;
Generes stundom Du ved Krav
Af Vexler, Renter, Kreditorer!
Frygt ei! Thi hvordan end det gaaer,
Du kræves ei — om hundred’ Aar.
Og hvis din Pige, — nu og da
Elsker Dig kun lidt meer end — Fanden;
Da er der fleer hvor hun kom fra;
See Dig om — Du finder en anden.
Pluk Amors Roser hvor de staaer,
Du seer dem ei — om hundred’ Aar.
Synes din Vandel ei tilpas,
Lyster en Mundkaad om Dig skumle:
Gjør Ret og Pligt og tøm dit Glas,
Lad saa Creti og Pleti mumle.
Klafferlysten dem vel forgaaer,
Om ikke før — om hundred’ Aar.
Men dersom Du er Egtemand
Til en Hustrue, der er Zantippe;
Der sætter paa dit Glas en Rand,
Hvortil, hvorvidt at Du maae nippe:
Viid: Din Egtestand Ende faaer,
Om ikke før — om hundred’ Aar.
Derfor Elskov, Venskab og — Viin;
(Men notabene af den ægte);
Nydt med Glæde er Medicin!
Druens Virkning man ei kan nægte.
Thi lad os være glade stemt,
Om hundred’ Aar er alting glemt!