Skolesang
(Husmandsskolens Indvielse)
(Husmandsskolens Indvielse)
Som Dagning gennem Morgenluften skrider,
en Tanke skrider gennem Tiden hen.
De nye Tanker føder nye Tider,
og nye Tider fostrer nye Mænd.
De nye Mænd, fra Hytterne de kommer;
det grønnes nu, hvad skønt vi trode paa,
og efter Foraar altid følger Sommer
med fulde Kærner paa de ranke Straa.
Vor Ungdomsskole frejdig her vi rejser
med dristig Gavl, med Friheds Høresal;
mod Tidens træge Vind den muntert knejser,
en Søjle i den nye Tids Portal.
Her anses ingen Sag for forud givet,
hver agtes, om han tvivler eller tror;
her læres det at elske selve Livet,
der efter sine egne Love gror.
Hvad er saa smukt som Vinterrugens Grønne
hen over runde Bankers Fald at se?
Hvad er saa rent som Engens Græs, det skønne,
og skært som Kirsbærtræets Blomstersne?
Og sig mig, hvad fik større Enfold givet
end Straa, der svajer blidt i Somrens Vind?
Man lytter, lytter længe — det er Livet,
der stille suser i ens eget Sind.
Lyt, danske Ungdom, til den Røst, som taler
forunderligt i Mandens eget Bryst;
svigt aldrig dine Ungdoms-Idealer,
thi for den fejge gives ingen Trøst.
Krum aldrig Ryg for Penge eller Præsten,
men bøj dig kun for Sjælens høje Bud,
og bøj dig dybt i Kærlighed til Næsten,
og find i Livet selv din egen Gud.
Her vil vi lære Livets vise Love,
at vi kan andre Livets Love naa;
her vil vi skærpe vore Husmandsplove,
saa de igennem Dødjord let kan gaa.
Saa lang og dyb en Fure vil vi drage
i Fødelandets rige Fremtidsmuld,
at ingen arm og ringe mer skal klage
og ingen fattes Lykkens røde Guld.