Du Husmand, som ørker den stridige Jord
og vover din Arm og din Bringe,
som drager det første Kulturens Spor
med Plovjærnets sølvblanke Klinge,
mer Ridder du er med din barkede Haand
end mange, der pyntes med Stjærner og Baand
og tripper paa bonede Gulve.
Du rydder til Samfundet bredere Grund
derude paa Lyngen og Sandet,
du vinder dig Ager hver Arbejdets Stund
og lægger din Vinding til Landet,
men stille du øver din Dont og din Daad;
hvor andre kun kender en Kugle til Raad,
du krummer til Tag dine Næver.
Du lærer, hvorledes man bygger sig Hjem,
du gamle og bøjede Slider!
Det lære du mig og det lære du dem,
der trætte ad Asfalten glider,
og Manddom, den banende Villies Vægt,
du sanker i Arv til den kommende Slægt,
der fostres i Udmarkens Hytter.
Du Stridsmand, du stille Kulturens Soldat,
som ikke har Rang iblandt Helte,
som regnes for intet mod den Akrobat,
der springer i Gøglernes Telte,
for dig mine Døre jeg aabner til Fest,
kom, hvil dig og vær du min hædrede Gæst!
Med Hynder skal Bredbænken prydes.
Og segner en Dag du paa Valpladsen ned,
en fremmed i Menneskevrimlen,
og lyder ej anden Slags Tale derved
end Trækfugleflugt under Himlen,
jeg søger din Grav og jeg rejser dig Sten,
en Bauta paa Heden, et Minde fra en,
der synger en Sang om dit Virke.