Nu drager de vilde Svaner
hen over Dynæs Vold
og Hjulsøens dybe Vande.
De drager mod Nordens Sommer,
kommer saa langvejs fra,
fra fremmede, fjærne Lande.
Se, Dagen har fundet Hvile,
stille er Skov og Sø,
paa Himlen en ensom Stjærne.
Men grant mod den gyldne Stribe
ses over sorte Træer
den snorrette Flok i det fjærne.
De flyver saa højt i Luften;
op over Borg og By
og Taarn og Tind de fare,
som bærer en Sjæl saa rolig
ophøjet, rig og stor
den flyvende, stolte Skare.
Der toner en Sang der oppe
over den lave Jord;
igennem min Sjæl det suser
saa rent og saa sælsomt stille;
nær og forunderlig fjærnt
det himmelske Orgel bruser.
De syngende vilde Svaner
svinder mod Nattens Sky,
som ogsaa min Livsdag svinder.
Hvornaar vil den komme, Dødens
underlig høje Stund,
da sidste Minut udrinder?
Det kymrer mig ej, jeg frygter
Dagen og Stunden ej
og Skyggernes Hær end mindre, —
naar aldrig jeg taber Flugten,
Svanernes høje Flugt,
med Orgelbrus i mit Indre.