Naar Sangen er forstummet
i Bakkehældets Krat
og Græsset staar i Drømme
den stille Sommernat,
da hører jeg saa glad en Fugl
etsteds fra Siv og Rør i Skjul,
tvirili, tvirili, vit.
Og vandrer jeg langs Søen
med Skygger i mit Sind,
da sender den en Tone
af lyst Humør derind;
jeg standse maa og lytte til
dens lille, muntre Sangerspil,
tvirili, tvirili, vit.
Og synes tung min Byrde
og Maalet fjærnt at naa,
da lærer den mig atter,
hvor den gynger paa sit Straa;
ej et Minut den holder op,
det dirrer i dens hele Krop
tvirili, tvirili, vit.
Du kære lille Sanger,
der bor i Dynæs Rør,
gav Skænk for Sommerleje,
jeg ikke ejed før.
Min Sangerbror, min glade Ven,
kom her til næste Aar igen!
Tvirili, tvirili, vit.