Nu plasker Foraarets Kilder
i Hjulsø langs Dynæs Vej,
de pibler, pibler og rinder fra Væld
og fra Bakkehæld.
Og over de skraanende Skrænter
de springer i Dalen ned
med Ungdommens kaadeste Latter og Leg
langs med Dynæs Vej.
Ved Nat jeg ikke kan sove
for Længsel mod Sommerliv,
for Kildernes rislende, syngende Gang,
det er Vaarens Sang.
Den ene nynnende minder
saa ømt om min Elskedes Røst,
den anden fremstyrter saa bred og stærk
som mit Manddomsværk.
En tredie leende klukker,
en fjerde er ganske løbsk;
en femte hulker saa dybt af sit Bryst
baade Sorg og Lyst.
Det er den strømmende Uro,
der kommer igen hvert Aar,
at Mennesket aldrig dets Ungdom maa
af Glemme gaa.