Der hviler Nat udover Rom.
Og Natten gaar mod blodrødt Gry:
thi da skal Dødens tunge Dom
fuldbyrdes over to, hvis Ry
med Sol er draget Jorden om.
Der hviler Nat udover Rom.
I Fængselskælder, under Muld,
hvor aldrig Solens Morgenguld
kan skære gennem Mørkets Hang —
der sover to for sidste Gang.
To at det stolte Ørnekuld,
som drog, med Aandens Vingesus,
hen over store Haves Brus,
at plante Korset nær og fjærn —
er Fanger her i Bolt og Jern.
Paulus, Guds-Ordets tro Herold
og Petrus, Klippen, Troens Skjold,
er Fanger her i Fjendevold.
De, som med guddomsviet Haand
fik Sjæle løst af Fangebaand,
de, som til andres Frelse kom . . .
Der hviler Nat udover Rom!
— En Strime rød af Fakkellys
opklarer Hulens Nattegys . . .
Med II en Vogters Vennehaand
faar løst de tunge Lænkers Baand.
En Røst har vakt dem brat af Blund:
„Paa Flugt, paa Flugt i denne Stund!
Den svære Lem Jer aaben staar.
Paa Flugt fra beske Dødsens Kaar!”
Et Spring Og gennem aabnet Lem
mod Frihed jager Peder frem —
mod Gaden, mørk og folketom,
hvor Natten ruger over Rom.
Den romerske Slette sover . ..
Tavs. Under Stjærneskin.
Kun Vinden stryger derover
med Suk som et fredløst Sind.
Der løfter Pinje ved Pinje
de sorte Kroner i Rad,
hvor Gravvejens hvide Linje
gaar fra den evige Stad.
Der iler, af Dødsangst dreven,
den Flygtning med rappe Fjed.
En Klippe, fra Grunden reven,
som tumler i Styrtning ned!
Fra Troskaben indtil Døden,
Martyriets Sejerskrans,
der luer som Morgenrøden —
han viger med skræmmet Sans.
Langs svajende Pinjegrene,
der suser i Nattens Vind,
langs hvidlige Marmorstene
han flyr som en jaget Hind.
De blaanende Bjærges Side
er Maalet. Det slipper han ej!
— — — —
Da ser han en Lysning glide
frem langs den appiske Vej.
Han ser, med Gisel om Haaret,
ved flimrende Stjærneskin,
en Skikkelse, bleg og saaret,
som vandrer mod Staden ind.
Der tynger paa Skulderen bøjet
en Byrde, sælsom at se.
Mod Jorden er fæstet Øjet,
som sænket i navnløs Ve.
Forbi som en Aand han skrider.
Rød luer hans Kjortels Flig .. .
Men Peder til Jorden glider
med bristende Jammerskrig.
Han griber om Kappens Folder,
som slæber langs Vej og Sti.
„Aa, Herre, Herre — hvad volder,
at saa du gaar mig forbi?
Nej, dette er tifold værre
end alt, hvad jeg fristed end!
Qvo vadis, Domine — Herre,
hvor gaar du saa sorgfuld hen?”
Da svared ham, fuld af Kvide,
den Stemme med Guddomsklang:
„Jeg drager til Rom at lide
paa Korset — for anden Gang.”
Sankt Peder sit Hoved sænker
mod naglemærkede Fod:
„Nu gaar jeg til Kors og Lænker,
at vidne om dig med Blod.
Jeg flygted fra Bøddelens Hænder —
nu vælger jeg Dødens Vej!
Thi, Herre, som al Ting kender,
du ved, at jeg elsker dig!”
Han følte mod hede Pande
en kendt, en signende Haand . . .
Saa veg til himmelske Lande
det lysende Klædebon.
— — — — —
Men siden, da Morgenrøden
om Højene gød sin Glans,
bar Peder, tro indtil Døden,
Martyriets Sejerskrans.