Martyrblod — Udsæd
Fra Klosteret „Abbadia dalle tre fontane”,
Fra Klosteret „Abbadia dalle tre fontane”,
Stedet, hvor Paulus blev halshugget.
Stedet, hvor Paulus blev halshugget.
En milevid Slette med disblaa Grund . . .
Campagna’ens bølgende Tuer!
Det grønnes derude. En vaarfrisk Lund
har hvælvet skyggende Buer,
med Dæmring som Kirkestuer.
Blandt stengraa Stammer i Tusindtal
Fuglene svirrer og synger.
Og hvidlige Blomsterklynger
hænger fra Løvet i vuggende Fald —
lyser — drysser — og gynger .. .
Nær Lunden skimtes en Urtegaard
— saa sødmefyldt af Roser!
Orangeduft i Gangene staar,
og plaskende Vand mod Stenkummen slaar
bag knoppet-gyldne Mimoser.
Det frodige Liv — hvor kommer det her
med Blomster og glade Sange?
Undrende gaar jeg blandt grønne Trær
ad dybe, kølige Gange.
Det frodige Liv — hvor kommer det her
i Slettens blaanende Øde?
Da suser det mellem de grønne Trær,
som vifter mig svalt imøde . . .
Ak, Svaret ligger jo ganske nær:
Her var det, at Paulus døde.
Det var paa den ostiensiske Mark
— snart totusind Aar tilbage.
Da skærmed ej nogen løvrig Park
mod Middagens hede Plage.
Kun Retterstedet paa Marken stod.
Der endte mangen, i Damp af Blod,
sin Manddoms kraftfulde Dage.
Der slæbte de ud i Solens Brand
en fremmed, enlig og bunden Mand,
under Dagens Byrde hærdet,
hvem Retten til romersk Borgerstand
gav Ret til Døden for Sværdet.
Et Folkemylder, vrimlende stort,
er ud af den ostiensiske Port
strømmet fra Romas Gade.
Det Folk, der vil Brød og Skuespil
— blodigt, som her det byder sig til —
trænges paa Markens Flade.
Med et numidiske Løberes Flok,
med brune Lemmer og ravnsort Lok,
Mængden hujende kløver . . .
Og under drønende Fodslags Takt
fra Vej det gnistrende støver.
Med studsende Mumlen gi’r Mængden Agt:
„Det er Cæsar Neros germanske Vagt,
hans gyldenmankede Løver!”
„Og se — der kommer hans høje Karm
bag otte fnysende Skimler!”
Der staar han selv. Med Purpur om Barm.
Og Munden lukt i foragtelig Harm
mod Krybet, der om ham vrimler.
Som hader ham dybt af Hj ærtens Grund —
men kaster sig fladt paa Mave
og brøler mod ham med opspilet Mund
sit tusindfoldige „Ave!”
Paa Marken stanser det lange Tog,
hvor Fangen, løst af sin Lænkes Aag,
skal strække Hals over Søjlen —
hvor Skimlerne, skræmt ved Hobens Larm,
stejler for Kejserens Gyldenkarm,
til Løberne fanger Tøjlen.
Og Herskerens Blik gaar skillende frem
mod Fangen. Jøde. Og Hoved for dem,
som Nero har traadt under Foden.
En Fører for hele det kristne Slæng,
som alt er brændt og parteret i Flæng.
Nu rammes Ondet ved Roden!
Da fænger Cæsars Blik som et Lyn — —
Han studser . . . Stirrer — som saa han et Syn
paa Markens solsvedne Tilje.
Han hælder sig spændt over Karmens Rand . . .
Hvad ser han? En lavstammet, graanet Mand?
Nej vist! En Funke fra Gudernes Land!
Et Under langt over al Forstand:
en helstøbt Menneskevilje.
Og han, som er led ved alt paa Jord,
men mest ved Menneskers Færden,
forstaar det uden et eneste Ord:
den ene Mand er en Verden.
„Før Fangen hid!” — Han kommer. Han staar
for Cæsar. Men Blikket søgende gaar
ud i det blaanende vide . . .
„Du fangne Mand under Dødens Dom,
hvis Nakke Sværdet skal bide —
jeg skaaner dit Liv. Kom nærmere! Kom!
Hos Cæsar Nero en Plads staar tom —
jeg byder dig Plads ved min Side.
Jeg kender dig, du! Dig drømte jeg om
blandt Trællefjæsenes Mylder.
Du fribaarne Menneskeansigt — kom!
Jeg vinder først Verdens Herredom
den Stund, din Vilje mig hylder.
Saa giv mig det Liv, du mig skylder!”
Men Fangen svarer med mandig Ro:
„En kan ej give sig helt til to.
Og længst jeg kaared min Herre.”
„Den Usling, som lod dem spærre
dig ind i Fængslets stinkende Dyb,
— i Lænker snørt lig et giftigt Kryb —
som svigter dig her i Nøden!
Med ham kan du bryde foruden Skam.
Jeg stiller dig Valget: mig — eller ham.
Saa vælger du Liv — eller Døden.”
„Jeg vælger Liv. Men ej af din Haand.
Du løser ingen af Dødens Baand —
er selv kun Træl under Aaget.
Jeg skrider i Kongetoget
af frigjorte Sjæle mod Himlens Hvælv.
Og kunde du slippe dit Dødsens selv,
det undtes og dig at stige
mod Lysets evige Rige.
O, Verdenshersker paa Purpurvej,
omflammet af Kronens Gyldenskær —
paa Dom til Død og paa Lænker nær
jeg vilde til Gud, du var som jeg! —
Jeg ved ej andet at sige!”
„Saa mejes du ned som Markens Hø!
Fortjente det tusindfold værre!
Hils nu din afmægtige Herre
med Ave — som den, der skad dø!”
Og Fangen beder. Det høres som Sang:
„Herre, den, der skal leve
— endelig leve en Gang —
hilser dig her med sit sidste,
sit frieste Aandefang!
Herre, den, der skal leve,
slutte sit tørstende Jag,
gribe sin Krans paa Sejrens Dag
hilser dig her med sit sidste,
sit gladeste Hjærteslag!
Den Syndens og Dødens Slave,
du købte fri med dit Blod,
idag, i din Paradis-Have,
skal jublende favne din Fod!
Ave, Domine, Ave!” . . .
Et Blink i Luften . . . Et Hoved, der faldt.
Tre Gange rørte det Grunden.
Og tre Gange hviskede Munden
det Navn, som var Hjærtets et og alt.
Da sprang tre hellige Kilder
op af den blodige Grund — — —
Nu blomstrer den Mark som en Rose,
omsust af en løvrig Lund.