Der luer om Edens unge Vaar
en skinnende Aftenflamme.
Og Eva stanser med udslaget Haar
ved Træet, hvis lokkende Krone staar
paa slangeomvunden Stamme.
Hun lytter til Lystens hvislende Aand
og griber Æblet med dirrende Haand,
med Fingre begærende, klamme . . .
Hun plukker den Frugt i Edens Lund,
der Øjet som Lynild blænder —
hun holder den tæt til sin tørstende Mund
hun bryder sig Vej mod dens søde Bund
med Bid af snehvide Tænder . . .
Og Saften syder fra Skallens Brud —
som rødeste Blod den flyder . . .
I langlige Drag hun suger den ud — —
sin egen Vilje hun nyder.
— Og frem imod Adam, slangetyst,
i luende Dæmring hun glider,
mens Haaret svøber sig silkelyst
om rundede, bløde Sider.
„Tag hen — tag hen — for dig jeg den brød —
dens gyldne Kumme du tømme!
Da smager du Liv — og ikke Død . . .
Før gik du i taagede Drømme —
nu vaagner du op, Gud Herren lig,
du griber hans Kongekaabes Flig
og over al Verden byder
den Stund, din Vilje du nyder!”
— — — — — — — — — — — — —
— Hver rødmende Rose fra Solfalds-Glød
er visnet i natlig Taage.
Der vandrer to Mennesker, dømte til Død,
af Paradishavens Laage.
Med sænkede Pander de tavse gaa
og hører smelde den drønende Slaa,
ser Haven som Drøm forsvinde . . .
Dog luer i Evas Øjne graa
et Glimt af daarende Minde:
„Du, Herre, fik intet at vinde!
Hvad hjælper den Trusel om alskens Nød?
Du kan dog ej hele den Frugt, jeg brød,
ej røve mig Nuet i Guld og Glød —
den Stund, hvor paa Edens Tilje
jeg nød min egen Vilje.” — —
Mod Vest gaar Solen paa mødig Fod,
bag Højene slukkes Dagen.-------
Og Abel ligger paa Marken i Blod,
af Brodermorderen slagen.
Hans Moder, som kom med Haand over Bryn,
sin kæreste Dreng at møde —
i Hjærtet ramt ved det Jammersyn,
har kastet sig ned hos den døde . . .
Hun løfter med angstfuldt spørgende Hast
i stærke, favnende Arme
det slappe Legem, hvis Hjærte brast,
de Lemmer, hun ej kan varme.
Hun ved ikke Raad . . . Hvor kunde det ske?
Hans Hoved er tungt — — det falder . . .
Han kan ikke tale — han kan ikke se — —
ej høre, hans Moder kalder.
Og sivende ud fra Haarets Guld
hun føler med Hændervriden
den klæbrige Strøm, der søger mod Muld
i lunken, i langsom Gliden . . .
Nej — aldrig før saa svimlende Gru
har Blodet fra Kinderne drevet.
Og dog hende synes, som dette Nu
hun en Gang alt havde levet . . .
Hun aner, at dette er uden Haab,
en Rædsel, som aldrig viger.
Og vildt fra Læben et skingert Raab
mod mørknende Himmel stiger:
„Du Dommer deroppe! Har dette du gjort?
Saa straffer du langt over Brøden!
Lad være, du stænged os Edens Port
og surt lod os trælle for Føden!
Lad være, du undte mig aldrig at se
et Glimt mer af Lifligheds-Vangen —
lad være, du krummed mit Legem i Ve
og dømte mig attraafangen . . .
Men har du mig dette, dette voldt —
saa har du al Ret forliset!
Jeg stævner som du — da Dom du holdt
den Aften i Paradiset —
jeg stævner dig frem fra Skyernes Kam
at møde mit Moder-Øje,
jeg stævner dig frem at se din Skam
og skyldig dit Hoved at bøje!”
Da lød den, Røsten, hun kendte fra før,
fra Paradis-Aftensvale.
Det var, som bag Hjærtets inderste Dør
hun hørte dens rolige Tale:
„Højt raaber Abels-Blodet fra Jord
og vidner, til Solens Kærte,
mod den, der undfanged det første Mord,
da Synden hun aabned sit Hjærte — —
— det Hjærte, hvorunder en Kain fik Liv.”
Hun styrter — som Strandens knækkede Siv . . .
Thi Genskin falder af Guld og Glød,
et Glimt af daarende Minde
henover den første blege Død — —
og Jammerskrig som i Fødselsnød
undslipper den første Kvinde:
„Aa, ve mig for Frugten med Saften rød!
Dit Liv, mit Hjærte — dit Liv jeg brød
den Stund, min egen Vilje jeg nød,
forført af den slimede Slange — —
Aa, Abel, Abel — — jeg slog dig død
den Aften i Edens Gange! . . .
— — — — — — — — — — — — —
Forbarmende Gud — forbarmende Gud —
for dette du vilde mig skaane!
Du satte som Værn det signede Bud,
som Slangen mig lokked at haane.
Forbarmende Gud — forbarmende Gud —
nu ser jeg det, jeg har øvet.
Mit Liv er forbrudt — saa slet mig ud
og bland mig igen med Støvet!
Ja — lad af de tre, som vakte din Harm,
den skyldige ene bøde.
Men renere Brud af Adams Barm
du drage til Elskovs-Møde!
Hun føde paany, med Legem og Aand,
min kæreste Dreng til Livet . . .
Aa, Abel, Abel — din Moders Haand
har Døden — Døden dig givet!” — —
Og ned over Grunden blodigvaad
vælder i natlige Stunder
den første brændende Angers-Graad
fra Hjærtets dybeste Vunder . . .
Det er som hun sank — og sank — og sank
i boblende, bundløse Vande . . .
Det sortner — og sortner . . . Da stiger blank
en Stjærne med tindrende Rande.
Hun stirrer i vejret — der var et Ord . . .
det Ord maa findes — det Ord — det Ord,
henkastet en Gang i stenet Jord,
udvisket af Aarenes slidsomme Spor . . .
Nu dukker det op og tænder
Lys over Lys i flimrende Glød.
Hun husker ej ret, hvordan det lød —
hun grunder ej ud, hvad Ordet betød
— hun griber med begge Hænder . . .
Og han, som træder Slangen med Hæl,
og vrister Livet af Dødens Klo,
gaar frem med den første Anen om Tro
for Jordens første angrende Sjæl.