En Jernport, lukket og rusten,
med Spindelvævs Sørgeflor,
en Have, novembergusten,
hvor Ukrudt i Gangene gror . . .
Vildt rankende Tornegrene
og gule raslende Straa — —
imellem lidt Marmorstene
forvitrede, aldersgraa.
Jeg rusker i Portens Stænger,
— det Skel mellem Liv og Død
ved Fingrene iskold hænger
en Væde, klæbrig og rød . . .
Jeg slipper Taget og vanker
ved Porten lidt hid og did
og falder saa smaat i Tanker — —
Det lakker mod Aftentid . . .
Derinde blandt øde Gange
og vildsomme Tornekrat
skrider nu Skyggerne lange,
hvor ingen sin Fod har sat — —
— Saa sløres de Sten i Række,
som kærlige Hænder har glemt . . .
— — — — — — — — — — —
Har ingen da bag de Hække
derinde sit Hjærte gemt?
Stille — derinde sover
Tornerose paa Lejet strakt.
Stjærnelys staar i Natten Vagt,
dølgende Vækster har lagt sig over . . .
Stille — derinde stænges
Tornerose saa hvid og stum.
Snævert og mørkt hendes Soverum
ud imod Lys og Liv hun længes.
Drømmer vel under Tue
Drømmen, som bliver aartusindlang,
Drømmen om En, der kommer en Gang
flammende stærk som Lyn at skue —
En, som vil Porten sprænge
— myndig med sejerssikkert Tag
aabne for Livets unge Dag,
kalde sin Kongebrud af Senge,
kalde, saa Kaldet høres —
gaar som levende Liv af hans Mund.
Hjærtet, han nævner, i samme Stund,
bliver, er og skælvende røres . . .
Stille — derinde drømmer
Kongebruden bag Tornehegn.
— Ned over Lejet i sagte Regn
gulnede Blade ustanseligt strømmer . . .