De vinrøde Roser, min Hjærtensven,
de dufttunge Roser, du sendte,
et brændende Ønske de tændte —
at jeg kunde give dig en igen:
Mit bankende Hjærte . . . Aa, var det blot
den rødeste Rose, du,
hvis Duft kunde gøre dit Hjærte godt!
Jeg brød den i samme Nu.
Saa bad jeg dig bære ved Hjærtet
min Rose, mens Dagen led
— dér, hvor Livet har smertet
og Mærker af Døden sved . . .
Og kunde den skælvende drysse
sit Blad paa hvert eneste Saar,
og kunde den bristende kysse
det Sted, hvor dit Hjærte slaar — —
aa, Lykkens Fylde den fristed,
min sorgtunge Rose rød!
Et døende Liv den misted
og vandt en levende Død.