Dybt inde i Skoven ved jeg et Sted,
hvor Vindene synker i Dvale
— selv Suset i Granerne tier med . . .
Dér hører man Stilheden tale.
Dér plukker jeg ej en eneste Blomst.
De spreder saa trygt deres Blade,
som vidste de vel, min Tilsynekomst
vil slet ikke gøre dem Skade.
Jeg lytter blot til den tavse Røst,
der har saa meget at sige —
til dybt fra mit eget, aandende Bryst
jeg hører en Genklang stige.
En Stemme, som aldrig høres kan
derude, hvor Talen summer.
Saa hjælpeløst ægte, saa værgeløs sand,
mit Hjærtes Banken den rummer.
— Jeg vilde, at dér paa det skjulte Sted
hvor Vindene ligger i Dvale,
En sad ved min Side og lytted med —
ot og hørte mit Hjærte tale.