På den dybe Nattehimmel
blege Stjerner bange dirrer
— intet Skridt langs Gaden træder,
kun en Kat mod Månen stirrer.
Her er kvælende at ånde,
Luften mig for Brystet stemmer.
— Ak, hvem kender al den Kummer,
disse klamme Mure gemmer?
Højt deroppe, nær ved Taget,
hvor en fattig Lampe brænder,
kan jeg skimte på Gardinet
Skyggen af to flinke Hænder,
Ja, de syr jo, disse Hænder,
syr vel hellige og søgne,
og jeg tænker på et Ansigt,
savnfuldt, smalt, med triste Øjne.
Sovende på arme Pjalter
— Loftets Bjælker breder Skygge —
ser jeg Kvinder uden Venner,
gamle Kvinder, grå og stygge.
Syge, magre Børn, som sulter,
Mødre faldne og forgrædte,
unge Piger, ingen agter,
tvære Mænd, af Modgang trætte.
Allevegne Mulm og Kulde,
knapt en Smule lurvet Varme,
hvor den drukne Skøge knuges
i Alfonsens dvaske Arme.
Hør, det er som bange Mumlen
lød fra mange bitre Munde
— Gud, at det skal kaldes Livet!
O, de lever jo som Hunde!
Selv i Søvnens lune Stilhed
brydes de endnu med Sorgen
— ingen Tro og ingen Tryghed
. . . og imorgen! . . . og imorgen! . .