Hun sidder ved Vinduet.
Hendes Ansigt er bøjet
over et Hæklearbejde.
Jeg ser hendes Profil.
Den har mistet sin Friskhed.
Men Smerten har brændt den fast.
Den lyser af modig Lidelse!
Solen går ned.
Et døende Lysvæld
ånder på hendes Hårs broncedunkle Silke,
kærtegner det med fortvivlet Inderlighed
og blegner bort i Skumring.
Hendes Mund er så forpint.
Hver lille Nerve i hendes Ansigt
skælver i urolig Angst —
som lå de nøgne,
værgeløst nøgne
for Alverdens sårende Indtryk.
De var skabt til at dirre
af hulkende Ømhed
under rene og rolige Hænders Strøg.
Men som en raa Janitchar
ruskede Livet Lyd af dem,
så de våndede sig i magtesløs Kval.
Hun vender sig imod mig.
— Herregud! —
Hun smiler:
Hvor du er god!
. . . Hvor jeg er god!!
— Elna, du er så smuk!
derfor er jeg god.
Jeg elsker de bitre Spor af Skæbne,
Livet har furet frem
i dit unge, engang så glade Ansigt.
Dem elsker jeg,
skønt du har lidt dig dem til.
. . . Hvor jeg er god!!
Smerteligt Dejlige!
Således er du Livets Værk, Mænds Værk!
vi, hvis Elskovshænder
bliver Bøddelknægte og martrer!
Du kom til mig engang,
fuld af hengiven Ungdom
og fyldte min Trængselstid med Sol.
Blide, lille du!
Og jeg!
Å, Gud!
— En Dag vendte jeg dig Ryggen
med et tørt Farvel,
led ved din Naturlighed,
hungrende mod blussende Lidenskab.
Ja, forlod dig hjerteløst
og tog dig først ind til mig igen,
da du kom tilbage,
dyb af skøn og moden Smerte!
Jeg græder over den Lykke,
der måtte ruste for dig,
før du blev så dejlig.
Der var en Mand, —
som så dine atten Års stakkels Sorg
og svor dig Værn mod Verdens tomme Øjne.
En Mand, der forgav dig med slesk Barmhjertighed
og gjorde dig til sin Skøge!
kvalte din Selvagtelse
på sit skamløse Leje!
Den Mand hader jeg!
Men du er hans Værk!
Hans stikkende Sind
har skabt dig, som du er!
Mishandlet dig har han,
så Barnet i dig dræbtes,
og din Skønhed
fik Kvindens rige Sjæl og fattede Alvor.
Den synkende Sol
glider op om hendes tavse Ansigt.
Elna!
Min Godhed er købt med din Lidelse!
Kun med den!