Min Ungdoms Kære har jeg atter mødt
på Alfarvej i Byens Brus og Trængsel.
Hun standsed mig og hilste, smilte sødt!
— O, Elna, mine lange Dages Længsel!
Ved Hånden hun en lille Pige holdt,
sit eget Billede i Livets Skrift,
og talte rørende og moderstolt
om Lykken, som hun vandt, da hun blev gift.
Hun spurgte: Endnu elskovstrodsig fri?
og hendes Øjne lo så blå og rene.
Jeg svared: Frue, trodsende og fri
og nu som dengang måske lidt alene!
Den Lille leged om os lys og kåd,
jeg bøjed mig og klapped hende blidt.
Min Røst blev dunkel af bekæmpet Gråd:
Å, lille Barn! — du kunde været mit!