Venlig smile dine Blomster smaa,
Hulde Moderjord! og liflig dufte,
Under Majens blide Foraarlufte,
Dugbesprængte, under Himlens Blaa;
Hver din Blomst dog visner for vor Fod;
— Den, som Aandens Lys og Hjertets Lue
Lokked’ frem, kan ingen Vinter kue;
Evig blomstrer den med evig Rod. —