Du trykker mig Kys paa min Pande,
Du kysser min Mund og min Kind,
Og sky for det Blik i mit Øie
Du smilende kysser mig blind.
Hvert Kys er en blussende Rose,
Et duftende Vaarens Tegn;
De bøie mit Hoved, de Roser,
Faldende tæt som en Regn.
Det er, som havde jeg baaret
Hæder og Vinding hjem,
Som bares, med Blomster og Fakler,
Lov nu og Tak mig frem.
Det er, som fløi stolt foran mig
Rygtets den vingede Fugl,
Som fulgte Seieren lænket
Min Karres blinkende Hjul.
Jeg glemmer, jeg kæmped forgjeves
I Livet for Seirens Priis
Og kjøbte med blodige Vunder
Skuffelse, Qval og Forliis.
Jeg glemmer, at trævlet i Stormen
Sænked sig Haabets Flag,
At bleg jeg Natten saae følge
Min Lykkes svindende Dag.
Jeg glemmer Ordene kolde,
Som blev mig af Verden sagt:
I Liflighed, Glands og Solskin
Har Verden du for mig lagt.
Og bindes end hildet min Tanke
Til Drømmen, svunden og fæl,
Du skjænker i Kys mig Ord fra
Din unge, kraftige Sjæl.
Og Kyssene sænkes som Roser,
Som tause Forjættelsens Bud,
Og stolt som en seirrig Konge
Jeg skuer i Livet ud.