Klare Sommernat, du milde,
Som i Drømmenet vil hilde
Hvert et Savn, der dunkelt higer,
Skjøndt af Svøbet kjækt det stiger;
Hvem var, Sommernat, din Lærer
I den Trolddom, som du bærer?
Siig, hvem lagde sød Beruusning
I dit Løvs den stille Suusning?
O, jeg lærte det af Kilden
Med dens Voves sagte Trillen,
Naar om Rødder, mosbegroede,
Tyst dens Rislestrøm sig snoede.
Skovens Fryd, du vævre Kilde
Med din Tales Ord, de stille:
Siig mig, hvem var vel din Lærer
I den Trolddom, som du bærer?
O, jeg lærte det af Maanen,
Som fra Himlens lyse Blaanen
Sendte Straaler ned, der funkle
Paa mit Speil her i det Dunkle.
Himlens gyldne, rene Maane,
Som til Jorden Glimt kan laane:
Siig mig, hvem var vel din Lærer
I den Trolddom, som du bærer?
O, mig lærte det de linde,
Milde, snare Sommervinde,
Som, mens blank min Karre kjørte,
Halvt med Skyguld den tilslørte.
Luftens Børn, I snare Vinde,
I, som trættes ingensinde:
Siig mig, hvem var eders Lærer
I den Trolddom, som I bærer?
O, vi lære den, naar snare
Over Jordens Barm vi fare;
Snildt og snælt vi Talen fatted
Af de Urter smaa i Krattet.
Jordens Smykker, I, som bøie
Jer med Taaren blank i Øie:
Siig mig, hvem har lært, jeg beder,
Lønlig Trolddom vel til eder?
Os det Nattergalen lærte,
Naar med Sang den os omsnærte:
Fra vort grønne Blad da Duften
Mildt steg op og fyldte Luften.
Nattens lønlig skjulte Sanger!
Nu af dig jeg Svar forlanger:
Siig, hvem gav din Sang dens Seier
I den Trolddom, som den eier?
O, min Sang til Lyd vel nødtes;
Thi jeg fanged, som det fødtes,
Brat et Suk af Fryd og Smerte
Af et Menneskes fulde Hjerte.