Rank stod hun, i Kjortlen af Vadmel blaa,
Med Baand om de Lokker gule;
Saa koldt hun hen paa de Beilere saae
— Et Smiil kan det Blik dog ei skjule.
„Med Beilen I kom til min Fader hen,
Du Eivind — ei Kamp var din Vane —
Du Asmund, hvem Tallet af slagne Mænd
Gav Navnet af Kæmpers Bane.
Men dunkleste Traad jo tidt Elskovs Diis
Paa sin Rok, den funklende, spinder,
Og ofte for seent blev Den først viis,
Hvem Traaden, den snærende, binder.
Og skal jeg nu hildes med Løftensbaand,
Jeg Løftet giver jer begge:
Hvo til Høst mig viser den faureste Haand,
I hans vil min Haand jeg lægge!“
Da smiled Eivind, hans Hjerte slog,
Glad følte han sig i Aanden;
I Hast til sin Gaard han atter drog
Og trak saa flux Handske paa Haanden.
Men Asmund vendte med Gny sig bort;
Han skummede vred som Bjørnen:
„Min Elskovs Drøm da vared saa kort
Som de hvide Blomster paa Tjørnen!
Velan, min Drage, mod Skyen hvæs!
— Mig ei Qvinders Lune skal tvinge —
Viis fremmed Viking dit gyldne Fjæs,
Mod Salthavet kjækt med din Bringe!“
Snart stod han paa Dækket, en Høvding gram;
Saa haardt han om Styret fatter.
Men Bølgen løfted sin hvide Kam;
Glad vugged den Helten atter.
Og fort han stævned, saa mørk i Sind,
Paa Jagt efter Roes og Bytte;
I hans Drømme bestandig dog skinned ind
Det Sollys om Bondens Hytte.
Og glemtes skjøn Asta, naar Ran saa vred
Til Skum brat Vandene pidsked,
Frem steg hendes Billed, naar Skuden gled
Mildt ad Havet, mens Luftalfer hvisked.
Snart kom den Tid, da fra Himmelens Top
Mere hurtig Solen alt daler;
Da hamred hans Hjerte — brat joges han op
Da mod Nord med de svømmende Hvaler.
Da kom og Eivind — ved Dag og Nat
Hans Hud havde Hylsteret skjærmet,
Thi var hans Haand nu som Silke glat;
Med Forventning han stolt sig nærmed.
— Svagt kruser atter sig Jomfruens Mund:
„De Hænder forvist ere fine!
Naar Haand greb Sværdet i Kampens Stund,
Da hvilede sikkert dine.“
At vise sin Haand nu hun Asmund bød;
I Harm da maatte han bæve
Og rakte, mens Blod sig til Kinden skjød,
Sin brune, barkede Næve.
Den Haand — høit svulmed skjøn Astas Barm —
Bar Sværdets og Aarens Mærke;
Men fra Ledet og langt op paa Kjæmpens Arm
Funkled Ringe med Glands hiin stærke.
„O, skjønnest tykkes mig dog forsand
Den vortede Haand med Spangen:
Behold du nu min, om du vil og kan,
Jeg lader for stedse den fangen.“