Til den danske Kriger
1801.
1801.
Føl, Dane! føl dit eget Værd,
og kom din Slægt ihu!
hvor findes der et Folkefærd
paa Jordens Kreds som du?
fra Fader Skjold du stammer ned,
hans Aand er i dit Bryst,
din Arv er Krav paa Evighed,-
og ærlig Kamp din Lyst.
Hvor er paa Jordens Kreds en Plet,
hvor ei dit Navn gjenlød?
Er vel et Land, hvor Odins Æt
ei Seirens Palmer brød?
I Bretland, Roma og Byzanz,
hvor Atlas Himlen naaer,
du samled’ Laurbær til den Krands,
som grønnes i dit Haar.
En føie Tid jeg slumret har,
nu vækkes du til Strid,
og møder kjæk, som Valdemar,
din Fiendes lumske Id;
fra Hlidskjalvs Top Valfader seer
med Lyst din djærve Færd,
en Taare i hans Øie leer
og falder paa dit Sværd,
Nu kalder Lurens hule Røst,
gaa frem, du Kampens Søn!
og værn omkring den elskte Kyst,
og slaae, og høst din Løn!
ja, gamle Helt! din Løn er stor,
jeg ingen større veed,
er Fred og Salighed i Nord,
og Sang og Evighed.