Dagens sidste Straale doer,
Natten folder ud sit Slør,
Himlens Stjerner svinde;
i den mørke, mørke Nat
er jeg ene og forladt,
mine Taarer rinde,
Dødens Broder svæver ned,
gyder Søvn og Salighed
paa den Trættes Øie;
ak, forbi min Dør han gaaer
og min Taarestrøm formaaer
ei hans Sind at bøie.
Nattens Mørke vil forgaae,
Solens Glands vil atter staae
paa den blanke Himmel,
Skabningen vil fryde sig,
ikkun jeg skal græmme mig
i den glade Vrimmel.
Dog jeg veed en Trøster huld,
dybt han boer i sorten Muld,
han vil sig forbarme,
standse Taaren paa min Kind,
dysse Sorgens Lyder ind;
Død! modtag mig Arme!