Indslumret laa i Rosens Purpurskjød
En lille Bi; da kom paa lette Vinger
Cytheres blonde Søn og Rosen brød,
Men Bien stak ham i den spæde Finger.
Høit skreg, høit sprang den lille Gud af Qval;
Halv løb, halv fløi han, blussende af Harme,
Til Paphos, til Cytheres gyldne Sal
Og søgde Lindring i sin Moders Arme.
O, hjælp mig, Moder! hjælp! det blier min Død!
Saa raaber Knøsen under hede Taarer,
Mig stak en lille, vinget Arm og gjød
En giftig Ild i alle mine Aarer.
Min Søn! gjentog Gudinden med et Smiil,
Kan liden Bi forvolde saadan Smerte,
Saa tænk dig hvilken Qval din tunge Piil
Maa volde arme Dødeliges Hjerte!