Du kommer, lille Svale!
Hvert Aar til vore Dale,
Og bygger dig i Tagets Ly
Det Huus paa ny.
Men truer kolde Dage,
Da iler du tilbage
Hvor Sydens Soel nedstraaler Heed
Paa Nilens Bred.
Saa bygger og, o Smerte!
Kupido i mit Hjerte
Sin Rede, men han bliver der,
Trods Vind og Veir.
En evig Qval bebuder
De unge Elskovsguder,
Der mylre frem foruden Tal
Af brustne Skal.
Hin hopper, denne svinger
De nysudsprungne Vinger,
Og alle skrige de af Sult
Mig Øret fuldt.
Ja, plaget er tilvisse
Jeg Stakkel; parres disse
Igjen, hvor faaer jeg Føde nok
Til slig en Flok?