Hvis Dynger Guld forlænged’
Den Dødelige Livet,
Jeg gjemde det med Omhue,
At Døden kunde tage
Det, naar den kom, og bortgaae.
Men da nu Livet ikke
Af Mennesket kan kjøbes,
Hvi sukke da forgjæves?
Hvi jamre mig og klage?
Thi er bestemt min Time,
Hvad hjælper mig da Guldets
Nei, heller vil jeg drikke,
Med mine Venner drikke
Den søde Saft af Druen,
Og paa det bløde Leie
Med Aphrodite spøge.