Vandreren.
Hvorfra, du søde Due?
Fortæl, hvorfra du kommer!
Hvorfra er al den Salve,
Som dufter og som drybber,
Mens du i Luften svæver?
Hvem er du? Hvi saa bange?
Duen.
Til Drengen, til Bathyllos,
Til ham, som alle Hjerter
Behersker ved sin Skjønhed,
Anakreon mig sender.
Han fik mig til Betaling
Af Kypris for en Vise,
Og siden er jeg Skjalden
En høitbetroet Tjener.
Nu, som du seer, bortsender
Han mig med disse Breve.
Vel loved’ han, at skjænke
Mig snart igjen min Frihed;
Dog hvis han fri mig giver,
Jeg dog ham villig tjener.
Hvorfor skal jeg omflagre
Paa Bjærge og paa Marker?
Hvorfor i Træer hvile?
Med vilde Bær mig mætte?
Nu piller jeg af Brødet,
Som selv med egne Hænder
Anakreon mig rækker.
Han rækker mig at drikke
Den Viin, som selv han drikker;
Og har jeg drukket, dandser
Jeg rundt omkring ham, dækker
Ham kjælent med min Vinge;
Derpaa jeg trygt mig sætter
Til Hvile paa hans Lyre.
Nu veed du Alt. Farvel da!
Du fast har gjort, at værre
Jeg sladdrer, end en Krage.