De kom og svandt saa fage
Mel. Nu hviler Mark og Enge.
Mel. Nu hviler Mark og Enge.
De kom og svandt saa fage,
De haabefulde Dage;
Fuldendt er Egnens Høst;
Hvert nøjsomt Sind sig fryder,
I Sang og Tak udbryder,
Og tænker paa den Armes Trøst.
Som Gud, vor gode Fader,
Sin runde Haand oplader,
Og signer Jordens Skjød:
Saa skal Du, rige Broder,
Med alle Livets Goder
Husvale den, Du seer i Nød!
Naar Glæden Dig opliver,
Da søg med hellig Iver
Den Armes ringe Bo;
Og sig: vor fælleds Fader,
Som intet Kryb forlader,
Ved mig Dig skjenker Hjelp og Ro!
Og naar den Frælstes Hjerte
Nu glemmer Nød og Smerte,
Og takker Gud og Dig:
Den bedste Fryd skal røre
Dit Hjerte, den, at gjøre
Sin næste Broder lykkelig!
Hvi delte Gud, vor Fader,
Blandt alle Myriader
Ej lige Gaver ud?
Gjensidig Hjelp udbreder
Her Himlens Saligheder,
Og fører kjærligt os til Gud.
Thi takke vi, og prise
Dig, Gud! den Evigvise
For Alt, hvad Du os gav!
O! lad os frejdigt vandre
Som Brødre med hverandre
Igjennem Livet til vor Grav!
Sander.